Dronning Margrethe har de seneste år undladt at sende en nytårshilsen til søens folk. Og hensynet til søfolk er tilsyneladende heller ikke taget i et nyt sæt danske visumregler. »Det er pinligt, at en søfartsnation behandler søfolk på den måde«, siger Allan Houtved, direktør i Danmarks Skibsmæglerforening. Langt de fleste skibe, der lægger til kaj i Danmark, har udenlandske flag og udenlandske besætninger. I dag får søfolk fra lande uden for EU udstedt et såkaldt nødvisum på skibet, når de skal afmønstre i Danmark og rejse hjem eller videre. Men den praksis stopper til foråret, når Rigspolitiet indfaser det fælleseuropæiske visuminformationssystem, VIS. Herefter vil der kun få steder blive udstedt nødvisa, ligesom Rigspolitiet vil begrænse antallet af udstedelser, siger søfartserhvervet. I praksis betyder det, at udenlandske søfolk slet ikke kan afmønstre i Danmark: »Rigspolitiet tolker de her regler meget indskrænkende og siger, at man fremover virkelig skal være i nød for at få en nødvisering. Det betyder, at udenlandske søfolk ikke kan rejse fra skibe, der lægger til i Danmark. Til trods for, at myndighederne længe forinden har fået oplyst præcis, hvem de er«, siger Allan Houtved.
3.000 sømænd på nødvisum
Også rederierne ryster på hovedet:
»Problemet bliver, at man ikke kan udskifte besætningerne, og det rammer både sømænd og rederier. Konsekvensen kan blive, at der ikke vil ske nogen afmønstringer i Danmark, og det kan ingen da have en interesse i«, siger Dorte Rolff, juridisk chef i Danmarks Rederiforening.
Fra slutningen af april til slutningen af september sidste år anløb 367 krydstogtsskibe København. Ifølge tal fra Rigspolitiet skulle i alt 1.700 af besætningsmedlemmerne have udstedt visum. Branchen anslår, at omkring 3.000 søfolk om året får udstedt nødvisum for at afmønstre.
Går glip af millioner






























