Den nye regering støtter EU-rovfiskeri i Afrika

Lyt til artiklen

Regeringen opfører sig som koloniherrer, når der skal laves fiskeriaftaler mellem EU og fattige afrikanske lande, mener ngo’en Afrika Kontakt og Enhedslisten. De henviser til, at regeringen begår løftebrud ved at støtte EU’s nye aftale med Mozambique. »Det er meget alvorligt, at Danmark støtter, at EU-fiskere overudnytter Afrikas have. Der er tale om et reelt tilbageslag på både miljø og udvikling i forhold til den holdning, som VK-regeringen havde«, siger Enhedslistens miljø- og fødevareordfører, Per Clausen.

EU tillader fiskeri af overfiskede arter
Mads Barbesgaard, medlem af forretningsudvalget i Afrika Kontakt, fremhæver, at S og SF har skiftet holdning til fiskeriaftalerne på tre afgørende punkter:

I opposition fastslog partierne, at EU kun burde få lov til at fiske såkaldte overskudsfisk – altså fisk, der ikke tages af nationale fiskere og ikke er truede. Det gentog fødevareminister Mette Gjerskov (S) i sidste måned over for Politiken:

»Vi skal ikke tømme fattige afrikanske landes have«, sagde ministeren, der dengang lovede at sætte mere bæredygtige fiskeriaftaler på dagsordenen under det danske formandskab.

Men nu støtter regeringen en aftale med Mozambique, hvor størstedelen af arterne ifølge EU’s egen evaluering er overfisket eller fisket til det maksimale niveau – det gælder blandt andet hummer og haj. Og mange af de resterende bestande har man ikke nogen viden om.

»Det er mildt sagt besynderligt, at S og SF nu løber fra de ting, som de i sin tid pressede den tidligere venstreminister til at mene«, siger Mads Barbesgaard fra Afrika Kontakt.

Lav tunpris er »tyveri«
S og SF understregede også i oppositionstiden, at aftalerne skulle hjælpe landene med at opbygge deres egne fiskerisektorer, og at afrikanerne skulle sikre de fattige en ordentlig pris for fiskene.

Men aftalen med Mozambique vil ifølge EU’s egen evaluering ikke gavne de nationale fiskeriinstitutioner, og landet får meget lave priser, for eksempel under en krone per kilo tun, EU-fiskerne fanger.

»Det er reelt tyveri«, mener Mads Barbesgaard.

Også Den Afrikanske Union og lokale ngo’er som Pechecops kritiserer, at EU udbytter afrikanerne med fiskeriaftalerne. Og FAO og Verdensbanken konkluderer i rapporten ’The Sunken Billions’, at den globale økonomi hvert år mister omkring 50 milliarder dollar som følge af denne type overfiskeri og forfejlet fiskeriforvaltning.

Parlamentet kan sige nej Den danske regering har også sagt ja til EU’s fiskeriaftale med Guinea-Bissau, selv om den ifølge kritikerne indeholder mange af de samme problemer som aftalen med Mozambique.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her