Lars Rohde har endnu ikke fundet ud af, hvordan man slukker lyset i den lille gang, der fører ind til hans kontor. Var det ikke for den detalje, kunne man let forledes til at tro, at den 59-årige økonom havde stået i spidsen for Danmarks Nationalbank i årevis.
Han siger med største selvfølgelighed »vi« om Nationalbanken, når det handler om sager, der ligger flere år tilbage - også selv om det er mindre end tre måneder, siden han stoppede efter 15 år som direktør i pensionsgiganten ATP og afløste Nils Bernstein i Nationalbanken. Ordenes vægt Op til hans tiltræden har flere udlagt Rohdes nye job som en stor titel med lille magt. Tidligere skatteminister Carsten Koch (S) sagde i august til Politiken, at der er så mange restriktioner for en nationalbankdirektørs ageren, at man næppe vil se det store skred i dansk pengepolitik. »Det fornemste våben er at se bekymret ud og sige ting om den økonomiske situation«, sagde Carsten Koch. Oplæsningen af det citat udløser det første af mange smil fra Rohde.






























