Få overblikket: Så meget koster børnepasning i landets kommuner

Lyt til artiklen

Det er vidt forskelligt, hvad det koster at få passet børn i landets kommuner.

Ugebrevet A4 og Bureau 2000 har lavet en samlet oversigt over priserne på børnehave, vuggestue og dagpleje.

Stor forskel
Hvis man vælger en børnehave uden mad i Randers, slipper forældrene med 1.398 kroner om måneden. I Tønder koster det derimod knap 500 kroner mere om måneden, nemlig 1.875 kroner.

Den dyreste form for børnepasning er en vuggestue, hvor børnene ikke selv skal have mad med. Her er der en forskel på mere end 1.000 kroner på den dyreste og billigste kommune. I for eksempel Frederikshavn slipper forældrene med 2.521 kroner om måneden, mens det i Frederikssund koster 3.568 kroner at have et barn i vuggestue med mad.

Hos Forældrenes Landsorganisation, FOLA, mener næstformand Dorthe Boe Danbjørg, at priserne i især nogle kommuner er en stor belastning for familiernes økonomi.

»Der er stor forskel i prisen for familierne. Selvom vi ikke kan se, hvilken service der gemmer sig bag de enkelte priser, er der ingen tvivl om, at nogle kommuner er med til at lægge et stort økonomisk pres på forældrene,« siger Dorthe Boe Danbjørg til Ugebrevet A4.

pia.buhl@pol.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her