Staten får intet igen for sin milliardhjælp

Lyt til artiklen

Staten har spændt danmarkshistoriens største sikkerhedsnet ud under den danske banksektor – uden at forvente en krone til gengæld. »Det er jo ikke sådan, at vi har regnet med at skulle tjene penge på bankpakkerne«, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oven på Amagerbankens krak, der koster staten op mod 6,7 milliarder kroner via bankpakke 2. »Derfor er det heller ikke noget problem for os, at vi kommer til at tjene mindre end det, vi har planlagt efter«, fortsatte Lars Løkke Rasmussen. Udmelding vækker kritik Den udmelding vækker hård kritik fra eksperter og oppositionen. Alene i bankpakke 1 løb staten en enorm risiko ved at spænde et sikkerhedsnet ud under sektoren på 4.500 milliarder kroner. »Det er en direkte uansvarlig økonomisk politik at føre, når staten giver store forsikringsordninger gratis væk til bankerne. Man fører en politik, hvor man forærer bankejerne penge og fordele uden at få noget til gengæld«, siger professor Finn Østrup fra CBS, Handelshøjskolen i København.

LÆS ARTIKEL Politisk flertal kræver milliardreserve i Danske Bank

Ifølge en status udsendt i går af Økonomi- og Erhvervsministeriet har bankpakke 1 givet et overskud på 2,5 milliarder kroner. Bankpakke 2 ser ud til, medregnet udgifterne ved krakket på Amager, at give et overskud på 2 milliarder kroner.

Ifølge Finn Østrup er gevinsten alt for lille i forhold til den enorme risiko.

»Bankpakkerne har skabt en kæmpe aktiekursgevinst for bankaktionærerne. Ud fra et statshusholdningsprincip er det meget forkert; staten skal ikke give noget gratis væk til bankerne, men det er jo, hvad statsministeren siger«, fortsætter Finn Østrup, der forsker i den finansielle sektor og har beskæftiget sig indgående med bankpakkerne.

Risikobetonet drift
Han påpeger desuden, at regeringens status over bankpakkerne ikke tager højde for det tab, som staten har haft ved, at Nationalbanken har lånt milliardbeløb ud til bankerne til en favorabel rente.

I Forbrugerrådet kritiserer økonom Carsten Holdum, at staten ikke har stillet større krav til bankerne. Bankpakkerne har gjort det muligt at fortsætte en risikobetonet drift, der i sidste ende smitter af på bankkunderne, siger han:

»Man har lavet en konstruktion, hvor statshjælpen kan fremme overdreven spekulation. Hvis banken satser og vinder, får den gevinsten – hvis banken taber, får den statshjælp. Det er et generelt samfundsproblem og et kundeproblem at have banker, der er usikkert drevne. Derfor er der behov for mere håndfaste krav til at sikre en stabil, konservativ bankdrift, så man kan stole på, at ens bank også er der i morgen«, siger Carsten Holdum.

Regeringen vendte på en tallerken

Lars Løkke Rasmussens udmelding tirsdag står i kontrast til tidligere udmeldinger fra regeringen. Forud for forhandlingerne om bankpakke 2, i januar 2009, sagde daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) til Politiken:

»Det, vi vedtager, skal kunne forsvares politisk, og jeg tror, at alle partier har sagt, at det er vigtigt, at hvis staten skal stille penge på højkant, så skal der være en forrentning af dem, så man tjener noget på investeringerne«.

LÆS ARTIKELAmagerbankens kollaps vil føre til dyrere lån Ifølge Socialdemokraterne vendte Lene Espersen og daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen på en tallerken i løbet af forhandlingerne. I den oprindelige model skulle staten til gengæld for sikkerhedsnettet have lov til at købe bankaktier til den daværende lave kurs for så at sælge dem senere med gevinst for øje. Men ifølge Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, opgav regeringen modellen efter pres fra finanssektoren, hovedsagelig Danske Bank. »Statsministerens udsagn er udtryk for højrefløjens meget tætte forhold til finanssektoren. Bankerne skulle slippe så let og billigt fra den enorme risiko, som staten løb. Vi mener, bankerne skulle have betalt mere for statsgarantierne, og det havde givet 12-13 milliarder mere i vores fælles kasse i dag«, siger Morten Bødskov. K er tilfreds med udbytte

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her