Regeringen og kommunerne indgik i maj en økonomiaftale for 2015, hvor det fremgår, at grundskylden næste år bliver reguleret med 6,4 procent.
I 18 kommuner er der dog udsigt til lavere grundskyld for den gennemsnitlige husejer. Det skyldes, at den offentlige vurdering blev sænket med 2,5 procent sidste år.
Danske Bank har beregnet, hvor meget grundskylden stiger og falder for en gennemsnitlig husejer næste år.
Kommunal ejendomsskat, eller grundskyld, bliver opkrævet som en andel af grundværdien - altså den værdi, som grunden ville have, hvis der ikke lå et hus på den. Den enkelte kommune fastsætter selv satsen til mellem 16 og op til 34 promille.
Beregningen gælder grundværdien for et gennemsnitligt enfamiliehus i kommunen. Den fremtidige ændring afspejler både den aktuelle vurdering og eventuelt efterslæb fra tidligere stigninger i vurderingerne, som på grund af grundskatteloftet endnu ikke er slået igennem på grundskyldsbetalingen. Grundskyld i 2015 er beregnet på baggrund af udviklingen i grundvurderingerne i den enkelte kommune siden 2001, sammenholdt med de enkelte års maksimale stigning i grundskatteloftet og den enkelte kommunes grundskyldspromille.
fortsæt med at læse




























