Lodtrækninger om en rejse, pc’er og iPods skal lokke de 80.000 medlemmer af fagforbundet HK/Privat til stemmeurnerne, når forligsmandens mæglingsforslag bliver sat til afstemning næste måned. HK udlover også præmier på op til 50.000 kroner til tillidsfolk, der kan skaffe en høj stemmeprocent i deres firma. »Det er utraditionelt, men vi må tage nye metoder i brug for at få stemmeprocenten op«, siger formand Karin Retvig, HK/Privat.
Omstridt regel bliver bevaret
I går talte hun ved et møde i Roskilde med 40 tillidsfolk og fagligt aktive, hvor hun skød en kampagne mod mæglingsforslaget i gang.
Baggrunden for kampagnen er, at forligsmandens mæglingsforslag ikke gør op med den såkaldte 50-procentsregel.
En regel, der indebærer, at HK skal organisere mindst halvdelen af kontorfolkene på en arbejdsplads for at kunne tegne overenskomst.




























