Mændene blev ramt benhårdt, da finanskrisen tog fat i 2008, men nu må kvinderne bære den største byrde af krisen. Der forsvandt job til næsten 100.000 mandlige lønmodtagere i krisens første år frem til 2010, da forbruget og industriproduktionen faldt. Det svarer til, at 8 procent af mandejobbene forsvandt i løbet af to år. Siden er beskæftigelsen for mændene steget en lille smule, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsens Samspil.info. I begyndelsen var krisen mildere ved kvinderne. I de to første år – fra 2008 til 2010 – forsvandt der lidt mere end 40.000 kvindejob – eller et fald i den kvindelige beskæftigelse på 4 procent. Men i 2011 forsvandt der yderligere 16.000 kvindejob, mens antallet af mandlige lønmodtagere i job er steget med omkring 2.000 personer. »Det afspejler et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor kvinderne typisk arbejder med omsorg, mens mændene arbejder i den private sektor«, siger økonomiprofessor Niels Westergård-Nielsen fra Aarhus Universitet. Han sad i regeringens lønkommission, der i 2010 analyserede lønforholdene på det danske arbejdsmarked.
LÆS OGSÅ Ledigheden er faldet en smule
I krisens første år blev mange mænd i byggebranchen, industrien og lignende mandefag fyret. Omvendt arbejder kvinder typisk i velfærdsfagene i det offentlige, hvor beskæftigelsen fra 2008 frem til 2010 steg cirka 2 procent. Siden har oprydningen efter krisen kostet omfattende sparerunder, så beskæftigelsen i de typiske kvindefag har været for nedadgående.




























