Ejeren af det amerikanske footballhold Miami Dolphins forsøger sammen med investeringsselskabet Qatar Sports at få kontrol over Formula One. Det skal ske ved en handel til en værdi af i omegnen af 50 milliarder kroner og kan betyde, at motorsporten formel 1 omsider får et gennembrud i USA.
Investeringsselskabet RSE Ventures, der er grundlagt af den 75-årige ejendoms- og sportsinvestor Stephen Ross, vil købe 35,5 procent af aktierne i det holdingselskab, der ejer Formula One, af kapitalfonden CVC Capital Partners. RSE Ventures samarbejder om opkøbet med Qatar Sports Investments, som også ejer fodboldklubben Paris St Germain.





























