Skatteminister kalder til national samling for at redde kriseramt Skat

Lyt til artiklen

Fejlbehæftede ejendomsvurderinger. Et truende kollaps i det digitale system, der skal inddrive borgere og virksomheders enorme milliardgæld til de offentlige kasser. Utilgivelige læk af fortrolige skatteoplysninger.

Hårdhændede ’bøllemetoder’ i Skats behandling af navngivne skatteydere. Flere ministerskift og senest en regulær skatteskandale, hvor udenlandske svindlere har lænset statskassen for 6,2 milliarder – uden at Skat anede, hvad der foregik.

Skat er i krise. Dyb krise. Så dyb, at de fleste skatteeksperter efterlyser en helt ny start, en totalrenovering og en erkendelse af, at Skat er sparet sønder og sammen.

»Hvis tilliden til skattesystemet skal genopbygges, bør der nedsættes en ekspertgruppe bestående af personer, der repræsenterer alle aspekter af skatteforvaltning: organisation, it, revision og kontrol, skattejura, bogholderi og regnskab, vurdering med videre«, skriver skatteadvokat Michael Bjørn Hansen, ekstern lektor i skatteret og tidligere kontorchef i Skat, i et debatindlæg i dagens avis.

»Ekspertgruppen skal foretage en nøje gennemgang af skattemyndigheden og give bud på, hvordan vi får en skatteforvaltning, som borgerne har tillid til. Erklæringer om gode hensigter og lappeløsninger dur ikke mere«, fortsætter han.

Behov for oprydning

At der forestår en enorm oprydningsopgave, erkender skatteminister Karsten Lauritsen (V) uden tøven. Men løsningen kræver en form for politisk samling, en fælles indsats, hvor alle parter fra højre til venstre i Folketingssalen bidrager, lyder appellen fra ministeren.

»Jeg vil ikke udlukke, at man skal gribe tingene anderledes an i Skat end hidtil. Det er ikke afgørende for mig, om det er it-systemer eller flere medarbejdere, der skal bruges. Det afgørende er, at vi skal have et skattevæsen, som fungerer«, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

»Det er mit ansvar som skatteminister at rydde op. Og det har jeg tænkt mig at leve op til, men det bliver ikke let«, siger ministeren og uddyber: »Uden at pege fingre må jeg konstatere, at Skats problemer ikke er blevet håndteret. Det er nogle fælles udfordringer, som den tidligere borgerlige regering og den røde regering ikke har formået at løse. Jeg tror ikke, det har været ond vilje. Men jeg håber, at jeg med et bredt flertal i Folketinget i fællesskab kan finde en løsning på nogle af de driftsproblemer, der tynger Skat. Så vi kan få et skattevæsen, der fungerer, som sørger for, at når man skylder penge til Skat, kommer man også til at betale dem, så man ikke kan lave moms-, skatte- eller udbyttesvindel i meget stort omfang«.

Skatteministeren tvivler på, at vi ser de forsvundne milliarder igen

På spørgsmålet, om han er klar til at finde flere penge og flere medarbejdere til Skat, svarer ministeren:

»Der en sammenhæng mellem de opgaver, som man skal løse, og de ressourcer, man skal have. Er der behov for flere ressourcer, skal de findes andre steder i den offentlige sektor. Jeg er optaget af, at man bruger de ressourcer, man har, bedst muligt, men hvis et politisk flertal på Christiansborg ønsker flere ressourcer, er jeg villig til at diskutere det«, siger Karsten Lauritzen og tilføjer:

»Det nytter ikke noget, at alle skælder ud på Skat, selv om der kan være grund til det. Det løser ikke problemet. Her er vi nødt til at være konstruktive«.

Positiv opposition

Socialdemokraterne tager godt mod ministerens fremstrakte hånd.

»Vi har kun interesse i at få løst problemerne, så vi får et effektivt og retfærdigt skattesystem«, siger skatteordfører Jesper Petersen (S), der også udpeger områder, hvor der er kompromismuligheder.

»Det vil være en absolut fordel, hvis der var bred politisk enighed om et nyt system for ejendomsvurdering. Bred enighed om bemanding og systemer vil også være en fordel«.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen.

»Der er politisk uenighed om skat. Vi har for eksempel set, at den nye skatteminister har rullet den indsats tilbage, som vi besluttede at gøre over for social dumping. Det bliver vi nok ikke enige om«, siger Jesper Petersen.

Rigsrevision ind i skatteskandale

De politisk valgte statsrevisorer besluttede i går at bede Rigsrevisionen gå ind i den seneste sag om Skat. Et netværk af udenlandske selskaber har ved hjælp af falske ansøgninger fået refunderet udbytteskat fra Skat for i alt 6,2 milliarder kroner.

I første omgang har Karsten Lauritzen sat Skats interne revision til at lynundersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, at der blev refunderet udbytteskat for et milliardbeløb til en række selskaber i udlandet fra 2012 til denne sommer, hvor en udenlandsk myndighed tog kontakt til Skat i Danmark.

Minister vil have Rigsrevisionen ind i sagen om kæmpe skattesvindel

Den model bliver skudt ned af en række skatteeksperter, der kalder det usundt, at det er Skats egne revisorer, der undersøger ledelsens håndtering af sagen. Især fordi de interne revisorer allerede advarede topledelsen i maj 2013, uden at det fik konsekvenser.

Flere partier ønsker, at Rigsrevisionen går ind i sagen, og det samme gør statsrevisor Lennart Damsbo-Andersen (S), men der bliver ikke tale om en lynundersøgelse.

»Undersøgelsen skal tage den tid, det nu tager. Det skal være en grundig undersøgelse, som afdækker, hvem der har ansvaret for hvad. Der er jo kommet nogle advarsler, hvad er der sket med dem. Og hvad er der sket forud for advarslerne«, siger Damsbo-Andersen.

Den interne revision i Skat advarede i maj 2013 om, at der var problemer med kontrollen af refundering af udbytteskat. En advarsel, som også blev læst af Skatteministeriets departementschef, men tilsyneladende blinkede de røde lamper forgæves. I hvert fald fortsatte Skat med at refundere udbytteskat for 5,7 milliarder kroner i 2014 og den første del af 2015.

Skatteministeren hilser en undersøgelse velkommen.

»Rigsrevisionen har i forvejen kig på Skat, så hvis der er et ønske om at udvide undersøgelsen til også at omfatte det her, vil jeg hilse det velkommen. Der er ikke noget, som jeg – eller Skatteministeriet – ikke ønsker frem. Jeg har bare ønsket en hurtig undersøgelse, så vi kan finde ud af, hvad der er sket, og få rettet op på problemerne. Og også få taget en ansvarsdiskussion«, siger Karsten Lauritzen, der stadig mener, at undersøgelsen fra den interne revision har værdi.

»Vi kan finde ud af, om anbefalingerne i de interne revisionsrapporter, hvor der er påpeget problemer, er blevet fulgt. Og om de ikke er blevet fulgt«, siger ministeren.

Michael Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her