Folketingets Statsrevisorer udskød onsdag beslutningen om at kulegrave statslige institutioners ulovlige it-indkøb. Det var ellers ventet, at Statsrevisorerne ville anmode Rigsrevisionen om en tilbundsgående undersøgelse af Skats, Rigspolitiets og andre instansers kontinuerlige millionindkøb af it-leverancer uden at sende dem i udbud.
»Jeg anser det for usandsynligt, at vi ikke skulle vedtage en anmodning om en undersøgelse på vores næste møde 24. februar, men der er noget teknik, vi skal have afklaret først. Udbudsreglerne er ikke blevet overholdt, men der er måske nogle formildende omstændigheder i Skats tilfælde, fordi it-systemerne er så gamle, at det måske ikke er muligt at få andre leverandører ind«, siger Peder Larsen (SF), der er formand for Statsrevisorerne.


























