Bankerne og realkreditinstitutterne har de seneste år været tvunget til at arbejde lidt med formidlingen. Først var den faste vending: Når renten stiger. Så blev den: Hvis renten stiger. Og nu er det gængse budskab, at det må være op til den enkeltes mavefornemmelse, om man vil låse renten og sove godt om natten, eller om man har is nok i maven til at give den gas med et variabelt forrentet lån.
Både de korte og de lange renter har i flere år været helt i bund, og der er ikke noget, der tyder på, at det ændrer sig inden for den nærmeste fremtid.




























