Egentlig havde hendes mand sat den til udsmidning. Men spanden med den vådspartel, der for længst var gået skimmelsvamp i, skulle overhovedet ingen steder ud over med Sarah Landvik på arbejde.
»Den skulle jeg da have. Tænk, hvis der var noget i den, vi ikke havde set før. Et enzym, vi ikke kender, der måske er lige det, vi mangler?«, siger Sarah Landvik, der er forsker hos Novozymes og til daglig står blandt laboratoriets kolber, flasker og petriskåle. Det er her, fremtidens guldæg og nye markeder bliver fundet.




























