Den islandske statsminister vil opløse parlamentet

POLITIKER. Islands statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson solgte sit selskab til sin kone for en krone.
POLITIKER. Islands statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson solgte sit selskab til sin kone for en krone.
Lyt til artiklen

Den islandske statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson har bedt landets præsident om at opløse parlamentet, rapporterer islandsk tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen var ventet, efter at Sigmundur David Gunnlaugsson tidligere tirsdag truede med nyvalg, hvis ikke regeringspartneren - Det liberale Parti - fortsat ville ham bakke op.

Tilsyneladende har Sigmundur David Gunnlaugsson nu vurderet, at han ikke vil være i stand til at holde sammen på sin regering. Men den politiske situation bliver endnu mere kaotisk af, at Islands præsident, Olafur Ragnar Grimsson ifølge nyhedsbureauet AP har afvist at opløse parlamentet, fordi han først vil konsultere andre partiledere.

Den islandske statsminister spiller en central rolle i den såkaldte Panama-skandale, der siden søndag har domineret nyhedsdagordenen over det meste af verden. Sigmundur David Gunnlaugsson kom i fokus, efter at dokumenter har afsløret, at han i 2007 dannede et firma sammen med sin velhavende kone på De britiske Jomfruøer.

Panama-papirer belaster toppolitikere i flere lande

To år efter solgte han sin andel af firmaet til sin kone for en dollar - kun en dag inden en ny lov trådte i kraft, der ellers ville have tvunget ham til - som medlem af det islandske parlament - at offentliggøre sit medejerskab af firmaet.

Senere tabte selskabet millioner af dollars som følge af finanskrisen i Island, og som statsminister har Sigmundur David Gunnlaugsson været involveret i bestræbelserne på at få tilgodehavender ud af krakkede banker i Island, hvilket har ført til beskyldninger om, at Sigmundur David Gunnlaugsson har haft en dobbeltrolle.

Mandag aften var omkring 10.000 mennesker samlet til demonstration i Reykjavik, og der er indkaldt til nye demonstrationer i aften.

Claus Blok Thomsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her