De økonomisk trængte kommuner kan nu se frem til at få kompensation for de mange millioner, der mangler i kommunekasserne, fordi de statslige skattemyndigheder har store problemer med at inddrive den kommunale gæld.
Massive problemer med det nu skrottede digitale inddrivelsesystem EFI har betydet, at kommunerne forgæves har sendt gældssager for 3,5 milliarder kroner til inddrivelse i Skat. Men skatteminister Karsten Lauritzen (V) er nu parat til at forhandle en aftale på plads, der betyder at staten selv overtager nogle af de gældsposter, det ikke er lykkedes at hente hjem.




























