Jakkesættet er sort, skjorten hvid. Rundsavene på albuerne er skarpe, og lysten til at tale højt, skabe synlige resultater og arbejde længe er en selvfølge. Sådan kan egenskaberne for ’den gode leder’ i dansk erhvervsliv anno 2016 opsummeres.
Det oplever Birgitte Baadegaard, der er uddannet fra CBS og de seneste 14 år har arbejdet som outplacementkonsulent og karrierecoach for både mænd og kvinder med ambitioner. Hun mener, at måden, man i Danmark tænker ledelse på, er helt forfejlet. Og hun giver den stereotype opfattelse af, hvad en god leder er, store dele af skylden for, at kvinder blot besidder 26 procent af topposterne i dansk erhvervsliv.


























