Socialdemokratiske ministre og fagforeningsformænd - med statsministeren i spidsen - drog mandag land og rige rundt til diverse arbejdspladser for at sætte fokus på arbejdsmiljøet og sygefraværet. Fra venstre side i Folketinget blev initiativet hilst velkomment, mens man fra højre side af salen mere betragtede aktionen som en slags valgkamp uden valg. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen begyndte selv klokken fire om morgenen med at besøge rengøringsassistenter i Københavns Lufthavn og fortsatte derefter til buschaufførerne hos Arriva på Østerbro. Dermed satte han spotlys på de samme to grupper, som han nævnte i sin nytårstale. »Et bedre arbejdsliv skal ikke kun være forbeholdt dem alene, som har det udviklende og varierede arbejde. Et bedre arbejdsliv skal være for alle. Især skal vi gøre noget for dem, der i dag har et hårdt og måske til tider ensformigt arbejde«, sagde han blandt andet. Regeringen har i det sidste års tid haft kik på sygefraværet af to årsager: Dels fordi sygdom og nedslidning er skidt for den enkelte, dels fordi højt sygefravær koster arbejdskraft, som der ellers er hårdt brug for med den lave ledighed. Beregninger, som Arbejdsministeriet foretog sidste år, viste, at en halvering af sygefraværet vil øge arbejdsstyrken med 56.000 mandeår. Statsministeren opfordrede derfor til en fælles indsats for at nedbringe sygefraværet med 10 procent i hvert af de næste tre år. Ren valglamp mener V Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, er enig i, at sygefraværet skal ned. Men det er hendes opfattelse, at det største problem ligger hos de offentlige arbejdsgivere, og derfor rammer ministrenes besøgsturné til private virksomheder det forkerte sted. Regeringen burde i stedet - som den øverste offentlige arbejdsgiver - feje for egen dør først, mener hun. »Vi ser det jo som et led i en valgkampstrategi, som ikke blev til noget«, siger Ulla Tørnæs til Ritzau. Hun mener, at ministerturneen er planlagt, så den havde passet sammen med en mulig udskrivelse af et folketingsvalg i sidste uge. »Jeg er ret sikker på, at havde Nyrup fået den medvind i meningsmålingerne, som han havde satset på forud for Folketingets forespørgselsdebat i tirsdags, så var dette her en offensiv start på en socialdemokratisk valgkamp«, siger hun. Anderledes positiv er man hos SF og Enhedslisten, selv om begge partiers ordførere betoner, at virksomhedsbesøg ikke er nok. Ifølge de to partier er det udliciteringen, der er medvirkende til nedslidningen, og derfor bør den begrænses eller stoppes. »Det er ikke nok, at Nyrup siger til Arrivas buschauffører, at de skal have et udviklende arbejde. Man er nødt til at sige, at buschaufførerne ikke skal køre så lang tid, hvis de skal kunne gå på pension og efterløn. Man må erkende, at tempoet skal sættes ned«, siger SFs ordfører Ole Sohn. Enhedslistens Frank Aaen opfordrer regeringen til at sløjfe det statslige udbudscirkulære, der kræver alle statslige opgaver sendt i licitation hvis muligt. »Hvis man ønsker at fortsætte udlicitering, må man i hvert fald indføre begrænsninger, så rengøringsassistenter ikke skal gøre tre parcelhuse rent i timen hele dagen lang«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Det er helt vanvittigt«: Forskerne håbede på én ren jordprøve. De fandt ingen
-
Politikens store rejsejournalist er død
-
En fremmed art har indtaget universitetet
-
»Når jeg har det svært, tænker jeg meget på ham«
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
-
»Det er jo ikke bare et problem for Tyskland, det er et problem for hele Europas sikkerhed«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gymnasielærernes hovedbestyrelse
En fremmed art har indtaget universitetet
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























