Fastfood-giganter tvunget i knæ

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Stort set alle de internationale fastfood-kæmper, der har invaderet Danmarks de seneste år, har problemer med indtjeningen. Selv kæmpen McDonald's, der måtte nøjes med et minioverskud sidste år. På Fyn har restauratør Ernst Kier titlen som burgerkonge. Med seks McDonald's-restauranter er han Danmarks største af sin slags. Her er de dårlige tider for fastfood-kæderne slået hårdt igennem, og selvom Ernst Kier kun sælger burgere i Odense og omegn, så er billedet dækkende for hele landet. »Første kvartal i år var katastrofalt. Fyn er ramt af meget dårlig økonomi, og det har ramt os hårdt. Vi har tydeligt mærket, at pinsepakken nu er slået igennem, og vi har nu haft underskud tre år i træk«, siger Ernst Kier. »Det er rigtigt, at danskerne har fået færre penge at gøre godt med. Men vi tror, at de stadig gerne vil købe ind og gå på restaurant, men det tager tid, og restauranten skal ligge rigtigt«, siger Henrik Overgaard fra Pizza Hut i Danmark. Pizza Hut kom til Danmark i 1994, men har haft meget svært ved at etablere sig og tabt rigtigt mange penge. Oprindeligt havde Henrik Overgaard og hans familie rettighederne til at etablere en Pizza Hut-kæde, men efter få år løb pengekassen tom. Nu ejer Henrik Overgaard Pizza Hut i samarbejde med den stenrige købmandsfamilie Droob fra Esbjerg, der har smidt en håndfuld millioner i kæden for at sikre dens overlevelse. Burgerimperiet Mere end nogen anden er det McDonald's, der er frontkæmper for at udbrede fastfoodkulturen i Danmark. Siden 1981 har McDonald's bygget over 200 forretninger og burgerrestauranterne omsætter hvert år for 1,2-1,3 mia. kr. Alligevel blev sidste års overskud uhyre beskedent, kun 7,8 mio. kr., et overskud enhver professionel investor ville brokke sig højlydt over. McDonald's i Danmark er dog ejet af selve McDonald's i USA, og selvom den amerikanske moderkoncern har måttet låne den danske afdeling knapt en halv milliard kroner til opbygningen, så er det ikke meget brok, der lyder fra den anden side af Atlanten. Det er svært - for ikke at sige umuligt - at finde en konkurrent, der når McDonald's til sokkeholderne. I udlandet kæmper McDonald's med Burger King, men i Danmark har Burger King aldrig fundet fodfæste. De seneste år har Burger King faktisk lukket et antal restauranter i Danmark. Blandt de andre kæder, der forsøger at få fodfæste i Danmark, er Domino's, der alene forrige år tabte 12 mio. kr. og fik et millionunderskud igen i 2000, Pizza Hut, der har været i betalingsstandsning, sandwichkæden Subway og kyllingekæden KFC, men ingen af dem har - endnu - fået en god forretning ud af de danske junkfood-elskere, selvom der tilsyneladende kommer flere og flere af dem. »Far og mor arbejder mere og mere. For dem er det derfor langt lettere at stikke lidt penge til børnene, som så kan spise deres foretrukne fastfood. Jeg oplever, at danskerne bliver mere og mere stressede og simpelthen ikke gider at gå gang med gryderne«, siger Allan Mylius Thomsen, der har skrevet bogen 'Cafe Fodkold', der beskriver de danske pølsevogne og derfor har fulgt det danske marked for fastfood. Træge danskere Danskerne er træge fastfood-kunder. Det er svært at få kunder ind i butikken, og har de endeligt være indenfor, så tager det lang tid før de kommer igen. Danskerne zapper nemlig rundt - også når de skal have dækket behovet for burgere, pizzaer o.l. »Det er svært at etablere en fastfoodkæde i Danmark. Loyaliteten blandt kunderne er meget lav, og samtidig er danskerne meget prisbevidste, når de skal have mad udefra«, siger direktør Anders Bigandt fra Domino Pizzas danske afdeling. »Danskerne går mindre i byen og på restaurant end i vore nabolande. Vi forsøger at lære danskerne, at de skal besøge os, men det tager tid og koster mange penge til markedsføring«, siger Jesper Gad Andresen fra McDonald's Danmark. Urent trav Det er ikke kun danskernes trang til hjemmelavet mad, der gør det så svært at få god økonomi i fastfoodkæderne i Danmark. Kæderne kæmper også med de mange tusinde små pizzeriaer, der har placeret sig på hvert andet gadehjørne og i hver eneste lille flække i Danmark. »Det er svært at konkurrere med de små forretninger, fordi prisen er så vigtig i Danmark. Vi har kunnet se, at det ikke altid går efter reglerne i nogle af de forretninger, hvilket bl.a. Told & Skat har vist ved deres razziaer«, siger Henrik Overgaard fra Pizza Hut. I Odense er burgerkongen Ernst Kier klemt på økonomien. Forrige år tabte han godt en million kroner på at sælge McDonald's-burgere, og sidste år endte med et tab på små 300.000 kr. Billige pizzaer »Det hænger simpelthen ikke sammen, når de små pizzabagerier sælger en pizza for 40 kr. Vi kan ikke følge med på det niveau, og vi kan ikke hæve priserne, fordi vore kunder reagerer øjeblikkeligt, når vi lægger et par kroner på priserne«, siger Ernst Kier. Told & Skat har gennem de sidste par år gennemført en stribe razziaer mod de små pizzeriaer. I en række tilfælde blev der arbejdet sort, snydt med momsen og afdækket andre uregelmæssigheder. Det presser de etablerede kæder, hvor alt skal gå efter bogen. »Vi har et ansvar at leve op til. Jeg har en kontrakt med McDonald's, og hvis jeg ikke gør alt efter reglerne, så er det ud«, siger Ernst Kier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her