Forbrugersejr: Køtilbud skal være reelle

Lyt til artiklen

Der er godt nyt til alle dem, som agter at bruge juledagene på at finde soveposen frem og lade op til januarudsalgets mange køtilbud. Forhandlerne må ikke længere lokke med superbillige køtilbud i annoncer og reklamer - og så ellers løbe fra deres løfter. Det afgjorde Vestre Landsret forleden i en principiel dom, som dømte et byggemarked til at betale 2.000 kroner til en forbruger, der gik forgæves efter et køtilbud. Under parolen 'Festligt forårsmarked' havde Tømmergården i Give udsendt en udsalgsannonce sidste år i maj. Annoncen fortalte, at Tømmergården satte én Turbo plæneklipper på spil til 2.995 kroner - 2.000 kroner under normalprisen. Så godt et tilbud kunne en forbruger i Sønder Omme ikke sidde overhørig - så han stod tidligt op og kørte gladelig de 20 kilometer til Give for at få fornøjelsen af det gode tilbud. Nummer fem i køen Da den morgenfriske forbruger nåede frem til Tømmergården klokken syv om morgenen, var han nummer fem i køen. Og da ingen af de andre i køen var interesseret i plæneklipperen, burde han et par timer senere kunne være kørt tilbage i Sønder Omme med det gode køb i bagagerummet. Imidlertid havde tømmerhandleren tre dage forinden solgt plæneklipperen til fuld pris - og forbrugeren måtte således gå tomhændet hjem. Men den går ikke, har Vestre Landsret netop afgjort. Heller ikke selv om reklameavisen havde taget forbehold for udsolgte varer. Landsretten mener, at forbrugeren havde en berettiget forventning om, at plæneklipperen var hans. Og det løfte kan tømmerhandleren ikke løbe fra. Meget tilfreds »Jeg er meget tilfreds med dommen. Forbrugernes retsstilling over for forhandlernes massive brug af lokkemidler er blevet forbedret væsentligt med denne dom«, siger jurist i Forbrugerrådet Sonny Kristoffersen. Det er Forbrugerrådet, som har ført sagen på vegne af den skuffede forbruger. Forbrugerrådet tog sagen op, efter at Forbrugerklagenævnet i en afgørelse i modsætning til landsretten havde givet tømmerhandleren medhold i, at køtilbudet ikke var et bindende tilbud. Bindende tilbud »Én gang for alle slår den fast, at alle forhandlere ikke længere helt lemfældigt og uden konsekvenser kan reklamere med gode tilbud og så blot beklage, når forbrugeren møder op. Reklamer og annoncer vil for fremtiden være at betragte som opfordring til tilbud eller som bindende tilbud«, siger Sonny Kristoffersen. Afdelingschefen i Tømmergården i Give, Carl Otto Johansen, ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag, før han har læst landsrettens primisser ordentligt igennem. Men umiddelbart tror han ikke, at Tømmergården vil anke sagen til Højesteret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her