DSB i krise jagter ny direktør

Henrik Hassenkams efterfølger skal nu vælges. - Foto: Jens Dresling
Henrik Hassenkams efterfølger skal nu vælges. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Jagten på en ny topchef i DSB er gået ind. Den hidtidige viceadministrerende direktør, Kjeld Sengeløv, har hidtil været betragtet som favorit til at følge efter Henrik Hassenkam, der sagde sin stilling op i mandags. Bestyrelsesformand Knud Heinesen 'finder det naturligt', at Sengeløv søger jobbet, men han skulle ifølge Politikens oplysninger internt i DSB have givet udtrykt for tvivl om, Kjeld Sengeløv har den rette statur til at stå i spidsen for DSB. Den 48-årige Kjeld Sengeløv er tidligere NKT-direktør, og blev hentet til DSB for fem år siden for at tilføre statsbanerne forretningsmæssig indsigt. Sengeløv var også manden bag planen 'gode tog til alle', der er ved at blive realiseret med blandt indkøb af ny generation italienske IC4-tog. Kjeld Sengeløv ønsker ikke at oplyse, om han er at finde i ansøgerfeltet til topjobbet. »Men jeg har været glad for de fire år i DSB. Og jeg synes også, at vi har leveret varen«, siger Kjeld Sengeløv. Kraftig politisering Bestyrelsen mødes i dag ekstraordinært for at udpege en midlertidig administrerende direktør for jernbaneselskabet. Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke det bliver Kjeld Sengeløv. Knud Heinesen ønsker dog ikke før dagens bestyrelsesmøde at sætte navn på den midlertidige direktør. DSB's fremtidige direktør vil under alle omstændigheder stå i en meget vanskelig situation, hvor selskabet netop har fået bortdømt sit bud på at køre tog i Midt- og Vestjylland af trafikministeren, som også ejer DSB. Direktøren skal operere i spændingsfeltet mellem politik og erhvervsliv, hvor mange tidligere DSB-direktører er kommet i klemme. Knud Heinesen vil ikke udtale sig om, hvilke egenskaber den kommende direktør skal være udstyret med. Han, der også er formand for det privatiserede Tele Danmark, siger om rollen som statsvirksomhed i forhold til en privat virksomhed: »Det er først og fremmest anderledes i kraft, at ejeren har et bagland i Folketinget. Det gør, at der er en kraftigere politisering omkring virksomheden, end der kan blive tale om i Tele Danmark. I dagens aviser vil man kunne se både den ene, anden og tredje folketingsmand udtale sig om, hvordan de synes, at profilen skal være på den nye direktør. Midt i december, da udbudene var under behandling, kunne man læse i blandt andet jyske aviser folketingsmedlemmer udtale sig om, at DSB ikke burde få de pågældende udbud«, siger Knud Heinesen. Åbenhed DSB er i øjeblikket 100 procent ejet af staten. DSB har fået en selvstændig bestyrelse, men det er stadig trafikministeren, som ejer statsbanerne. Og der er ingen udsigt til en privatisering i overskuelig fremtid. »Jo højere statens ejerskab er, jo stærkere er afhængigheden af det politiske system. Det kan ikke være anderledes. DSB har fået frihedsgrader i forhold til, da det var en ren statsvirksomhed. Bestyrelsen har fået en række beføjelser, men det ændrer ikke noget ved, at der er en stærkere politisering i DSB end i Tele Danmark«, siger den tidligere socialdemokratiske topminister. »I en privat virksomhed ville man aldrig slå en direktørstilling af den type op. Jeg synes, at det er rigtigt, at når det er en 100 procent statsejet virksomhed, at der så osse er åbenhed om søgeprocessen«, siger Knud Heinesen. Han havde forestillet sig at træde tilbage som DSB-fomand ved virksomhedsmødet i maj, men hans fratræden kan blive skubbet nogle måneder af direktørskiftet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her