På adressen Vestergade 8-10 i Silkeborg, i det byggerod, der huser Jyske Banks snart udvidede hovedsæde med udsigt over søen, har der længe været adgang forbudt for svenske finanskoncerner med fusion på dagsordenen. Nu har banken demonstreret, at nogenlunde lige så kølige følelser gælder de aktionærer, der ikke har forstået budskabet om selvstændighed. For hvis sværvægterinvestorerne ATP og forsikringsselskabet Codan havde håbet at give Jyske Bank en lærestreg, da de for nylig solgte rub og stub af deres store aktieposter i banken, må missionen siges at være slået fejl. Bare ugen efter det kraftige signal om, at det fusionsmodvillige pengeinstitut er en investering uden fremtid - fordi der dermed ikke er udsigt til hurtige kursstigninger - satte Jyske Bank i februar trumf på sin filosofi om at ville forblive selvstændig. Ingen fusionsplaner En ny aftale om strategisk samarbejde med Nykredit blev nemlig beseglet med Nykredits køb af 10 procent af bankens aktier. Med den usædvanlige klausul, at realkreditkæmpens stemmeret er deponeret hos bankens bestyrelse. Altså en styrkelse af de værn mod fjendtlige overtagelser, der allerede ligger i Jyske Banks vedtægter om ejer- og stemmeretsbegrænsning. »Jyske Banks bestyrelse har sagt nej til fjendtlige overtagelser - det er der ikke noget nyt i - og den indstilling er forudsætningen for, at jeg overhovedet er direktør i banken. Evnen til at tjene penge har intet med størrelsen at gøre. Der er endnu ingen, der har påvist en sammenhæng mellem størrelse og evnen til at tjene penge«, lyder beskeden fra Anders Dam, der har ledet pengeinstituttet siden 1997. Skævt smil over synergieffekt Derimod har det både noget med følelser og rationalitet at gøre, mener manden, der beskriver banken med ord som tryghed og tilfredshed hos kunder og medarbejdere. At konfrontere ham med fusionsargumenter, kendt fra direktørkollegerne i storbankerne - for eksempel synergieffekter, stordriftsfordele og øget konkurrencekraft - fremkalder højst et skævt smil. »Der er masser af steder, hvor folk ikke tænker på andet end hurtige penge. Men fortæl mig lige, hvor alle disse mange ekstra milliarder til aktionærerne ved en fusion skal komme fra, hvis ikke det skal gå ud over nogen andre? Og hvorfor det ikke skulle være muligt at nå de samme resultater uden fusion? Hvis det er så god en idé, hvorfor sælger vi så ikke hele landet og håber på synergier med Tyskland?«, returnerer Anders Dam. Og han er ikke færdig: »Sat på spidsen - hvis nu alle danske virksomheder var ejet af udlandet, og vi afskaffede det danske sprog, fjernede Folketinget og kommuner, flaget og kongehuset. I stedet indfører vi det tyske sprog og accepterer al tysk lovgivning, præsident med videre. Det er der formentlig nogen, der ville kunne regne ud til at være fyldt med synergier og masser af penge på vores pensionskonti. Jeg ved ikke, hvad andre vil sige til sådan en superrationel model, men jeg ville få problemer med selvforståelsen. Det handler for mig om, at jeg kan se mig selv i en sammenhæng, hvor penge ikke er det eneste sagliggørende, og hvor jeg ikke bare er en lille brik uden indflydelse. Dertil kommer, at selvom det på papiret ser mere rationelt ud, så er det et faktum, at Danmark - på trods af sin lidenhed og mange små og mellemstore virksomheder - er et rigere land end Tyskland målt i indkomst per indbygger. Så igen - størrelse er ikke det afgørende for velstanden«. Anderledes udtalelser Den slags udtalelser og de følelser, der ligger bag, opfatter nogle aktionærer som så provokerende og stik imod deres interesser, at de ikke vil røre Jyske Bank-aktien med en ildtang. Andre ser dem tværtimod som det bedste argument for at købe. Trods visse storinvestorers afvisende holdning forventer banken i år at runde de 200.000 aktionærer - usædvanlig mange i forhold til størrelsen - og der er i stort omfang sammenfald mellem kunderne og investorerne. »Det kan kun blive en trossag, men min opfattelse er, at kunderne køber vores aktier, fordi de netop godt kan lide selvstændighedstrangen og vil støtte den. De er glade for den stabilitet, som en fusionsbank ikke kan tilbyde, når filialer skal nedlægges og medarbejderne flyttes rundt. Pengesager og stabilitet er vigtige og specielle for folk«, siger Anders Dam. Og konstaterer: »Mange identificerer sig mere med det at være aktionær i en virksomhed, hvor man selv er kunde. Aktien giver et fornuftigt afkast - og en gennemsnitlig kunde med et gennemsnitligt antal aktier vil faktisk få det overskud, vi tjener på vedkommende, tilbage igen«. Omtanke for ansatte Når Anders Dam hævder, at en fusionsgevinst til aktionærerne skal betales af andre, tænker han først og fremmest på de ansatte. For tre år siden spillede han sine medarbejdere et puds, da et par lejede svenske skuespillere i mørkt tøj dukkede op på et strategiseminar i Vejle for hele personalet og udgav sig for at være de nye potentielle ejere af banken. Der ville ikke blive givet nogen jobgaranti. Svenskerne blev pebet ud af medarbejderne, og Anders Dam ser i dag tilbage på sin happening som noget »enormt stærkt«. Men han afviser, at han stiller et overdrevet skræmmebillede af fusioner op for sine ansatte. Og læner sig iltert frem over bordet: »De vil da også gerne have, at vi skal forblive selvstændige. Medarbejdere bliver aldrig spurgt, om de har lyst til at blive fusioneret. Det er også et spørgsmål om, hvilken kultur der sejrer, når man fusionerer to virksomheder - for så nemt er det heller ikke bare at slå folk sammen. Man har med følelser at gøre. Jeg tror på, at når vores medarbejdere ved, at der også vil være en Jyske Bank om 5 og 10 år, så identificerer de sig stærkere med virksomheden og bliver mere tilfredse. De koncentrerer sig om at betjene kunderne, fordi de ikke behøver beskæftige sig med, om de snart bliver opkøbt«. Tryghed giver kunder Direktøren tøver ikke med at koble medarbejdernes tryghed og tilfredshed sammen med pengeinstituttets stigende kundeantal - kunder, som i stor stil hentes fra de fusionerede storbanker. Dokumentation for påstanden om, at selvstændighed gør en forskel, fremlægger han i form af en undersøgelser fra analysefirmaet AIM: Kort efter fusionen mellem Danske Bank og BG Bank steg antallet af utilfredse kunder hos både fusionsparterne samt Unibank, der et år tidligere var blevet del af den nordiske gigant Nordea. Hos Jyske Bank faldt antallet. Men en ting er holdningen til selvstændighed hos Anders Dam, den siddende bestyrelse og medarbejderne. Kan han være sikker på, at de efterhånden mange tusind ukendte småaktionærer ikke ville sige ja til pengene, hvis en udenlandsk finanskoncern tilbød at købe Jyske Bank til en markant overkurs - som det skete for Midtbank sidste år? Og at han dermed ville komme til at handle mod aktionærernes interesse ved end ikke at ville overveje et købstilbud? »Næ, vi kan i princippet ikke vide, hvordan småaktionærerne ville reagere, men vi har et standpunkt, som folk kan forholde sig til. Og tusindvis køber altså aktien, de sælger ikke«, siger Anders Dam. Fusioner og magtbegær Svaret til dem, der gerne så Jyske Banks aktie stige med over 100 procent som følge af et overtagelsestilbud, kommer lige så prompte: »Jamen, sådan et geværgreb kunne vi da selv lave. Det er et spørgsmål om at geare egenkapitalen, som de svenske banker gør, og sænke hensættelserne til et niveau som i Sverige, og så købe 30-40 procent af vores egne aktier tilbage. Men vi ønsker ikke at løbe så store risici?« Anders Dam har aldrig lagt skjul på, at de fleste fusioner efter hans mening er drevet af ambitioner og magtbegær hos direktørerne. Og han erkender gerne, at Jyske Banks stræben efter selvstændighed igennem de sidste 35 år også er i overensstemmelse med hans personlighed. »Jeg siger op, den dag hvor et fjendtligt overtagelsesforsøg på Jyske Bank lykkes. Det er noget følelsesmæssigt, det med at have 'hands on', og mine følelser er ikke til salg. At skulle affinde sig med at føre beslutninger ud i livet, der er truffet langt væk, det ville ikke harmonere med min personlighed«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Radikal profil er kæmpe fan af Enhedslisten: »Du er det klogeste menneske, jeg har mødt i dansk politik«
-
»Jeg har obduceret nogle af de køer, der har fået Bovaer. Jeg har set blødninger i vommen«: Fagfolk og politikere retter skarp kritik af ny rapport
-
Klarlund til læser: Lad mig slå det helt fast én gang for alle. Det er en myte
-
Sofie Linde til læser: Det kan virke. Det har bare ikke virket for dig
-
Efter henkastet bemærkning kører debatten endnu en gang om en tredje Trump-periode
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Victor Mayland Nielsen




























