Alle offentligt ansatte bør have deres løn- og arbejdsvilkår aftalt samtidig. For når finansministeren alligevel bestemmer, hvor meget kommuner og amter har at rutte med, er der ingen mening med, at de statsansatte og (amts)kommunalt ansatte forhandler hver for sig. Sådan lyder et af forslagene fra to af topforhandlerne fra forhandlingsfællesskabet Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO). Folk siger de arbejder i 'det offentlige' »Ude i virkeligheden taler ingen om, at de arbejder i den kommunale sektor eller i den statslige sektor. De siger, at de arbejder inden for det offentlige. Det burde vi måske handle efter. Også når man samtidig tænker på, at kommunernes økonomi mere styres af staten end noget andet«, siger Kim Simonsen. Han er formand for HK kommunal og stiller op til formandsposten, når den nuværende formand Poul Winckler snart går af. Efter tur I dag forhandler først de statsansatte og dernæst de kommunalt- og amtsligt ansatte overenskomst, og forslaget kommer efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne på det kommunalt og amtslige område. Her kunne lønmodtagerne og arbejdsgiverne for første gang ikke blive enige og måtte derfor bede forligsmand Mette Christensen om en mæglingsskitse til en ny overenskomst. Det er den, medlemmerne har stemt om, og hvor resultatet offentliggøres tirsdag klokken 9. AC støtter Kim Simonsen understreger, at der blot er tale om et oplæg, ikke en fasttømret idé. Men det er en idé, som akademikerne støtter. Næstformanden i KTO, Svend M. Christensen, fra Akademikernes Centralorganisation holdt 22. marts i år en tale på KTO's repræsentantskabsmøde, og her gjorde akademikerne sig til talsmand for et lignende synspunkt. »Det er ikke acceptabelt at skulle forhandle med en forhandlingsmodpart, der på afgørende punkter kun kan agere som marionet for finansministeren. Løsningen må være, at vi næste gang må stille op til en samlet forhandling - de offentlige lønmodtagere mod de offentlige arbejdsgivere med henblik på at fastsætte rammerne«, sagde han. En idé kunne således være, at alle offentlige forhandlede rammen under ét, og branchefællesskaber - for eksempel hele sygehussektoren - herefter fik mere at forhandle om, så ikke alle partout skulle ligne hinanden. Rivegilde i udsigt Det er imidlertid ikke det eneste forslag, der skal diskuteres. For der er lagt op til rivegilde i forhandlingsfællesskabet, hvor portører og professorer har skullet blive enige om, hvad de ville gå efter. Det har blandt andet betydet, at nogle grupper har agiteret for at afskaffe lønsystemet Ny Løn, andre at det skulle omlægges og endelig har visse været enige med arbejdsgiverne om, at blot skulle stimuleres. Indbyrdes trakasserier På den måde er lønmodtagerorganisationerne blevet mere sure på hinanden end på modparten. Hovedet på sømmet blev imidlertid da forhandlingerne endte i forligsinstitutionen. For der ligger en frygt for at arbejdsgivere fremover vil spekulere i at få forhandlingerne til at bryde sammen, så de ender i forligsinstitutionen. »Det vil være uhyggelig let at gå efter løsninger, der kun tilfredsstiller lige over halvdelen af medlemmerne. Det betyder, at den øvrige halvdel bliver snydt og frustreret«, sagde Svend M. Christensen i sin tale.