Lejere siger nej til køb af almennyttige boliger

Lyt til artiklen

Mens regeringen varsler salg af alle almene boliger, har det københavnske boligselskab KAB spurgt beboerne til råds gennem en omfattende gallupundersøgelse. Kun 14 procent eller hver syvende lejer er helt enig i regeringens forslag, mens en gruppe på 61 procent slet ikke synes om ideen. Det viser Gallups undersøgelse, der er baseret på en meningsmåling blandt 1.002 beboere i det større københavnske boligselskab, Samvirkende Boligselskaber, der administeres af KAB - Bygge - og Boligadministration. Huslejeniveau fjerner resten af lysten Og købelysten bliver næsten usynlig, når beboerne bliver bedt om at tage huslejen med i betragtning. Kun 3 procent vil af med mere end 2.000 kroner ekstra om måneden i boligudgift for at købe deres hjem. Omkring halvdelen vil kun overveje at købe, hvis huslejen forbliver den samme som i dag. »Når folk kun vil betale op til 1.000 kr. mere om måneden, er ejerskab jo i realiteten udelukket for de flestes vedkommende. Det er de iskolde konsekvenser«, siger Gert Nielsen, formand for Boligselskabernes Landsforening (BL). De ældre mest imod Undersøgelsen viser, at de ældre over 60 år er mest imod salget. De udgør cirka hver tredje husstand i den almene sektor. Kun 11 procent af denne gruppe støtter regeringens forslag. Fordelt efter indkomst er det gruppen med lavest indkomst, der er mest imod et salg. Ghettodannelse Gallups undersøgelse støtter de argumenter, boligselskaberne har kørt i stilling i debatten om boligudsalget. Nemlig, at de attraktive boliger vil blive købt af de rigeste beboere, mens de fattige vil stå tilbage med de dårligste. »Det vil give en ghettodannelse af sociale og etniske problemer på boligmarkedet«, siger Gert Nielsen. Det var ikke muligt at få en kommentar fra økonomiminister Bendt Bendtsen (K). Udvalgsarbejde fortsætter Mogens Hansen, formand for det embedsmandsudvalg, der er ved at lave en rapport om salget af de almene boliger, fastslår, at udvalgets arbejde fortsætter. Han har i øvrigt ingen kommentarer til undersøgelsen. Regeringens boligudvalg er i øjeblikket på studietur til Holland for at lære af deres erfaringer med salg af almennyttige boliger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her