Økonomer undrer sig over jobtal i byggeriet

Lyt til artiklen

Udsigten til, at der for alvor kommer gang i beskæftigelsen på denne side af årsskiftet, er så godt som lig nul. For på trods af, at der ifølge nye tal fra Danmarks Statistik blev skabt 600 nye fuldtidsjob i tredje kvartal, dominerer billedet af nedgang fortsat, mener Dansk Industri. Euroen og den danske krone er styrket voldsomt over for dollaren på det seneste, og det gør dansk og europæisk industrieksport dyrere sammenlignet med konkurrenter i USA og Asien. Eksporten udvikler sig skuffende »Eksporten har udviklet sig ekstremt skuffende i tredje kvartal, og det går ud over industriens afsætning. Før der kommer en vending i afsætningen, kommer der ikke fremgang i beskæftigelsen«, siger chefkonsulent Klaus Rasmussen fra Dansk Industri. I tredje kvartal tabte industrien knap 2.000 job og på et år har tilbagegangen kostet knap 12.000 industriarbejdspladser, også servicesektoren har tabt stort. Når der ifølge Danmarks Statistik alligevel var tale om en samlet jobvækst på 600 i tredje kvartal, skyldes det en fremgang på 1.100 job i den offentlige sektor og ikke mindst 5.900 nye job i byggebranchen. Svært at tro på nye job i bygge- og anlægssektoren Problemet med de mange nye job i byggebranchen er, at det er svært at tro på, at det går så godt med byggeriet, mener Klaus Rasmussen. »Det er intet, som tyder på, at der skulle være kommet knap 6.000 nye job i bygge- og anlægssektoren. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen med andre informationer om byggeriet«, siger Klaus Rasmussen. Den samme holdning har økonom Thomas V. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). »Det ser meget underligt ud. Der er meget lave lønstigninger i byggebranchen, påbegyndelsen af boligbyggeri og erhvervsbyggeri er faldet kraftigt og ledigheden i byggefagene er uændret i tredje kvartal. Det er meget svært at forene de tre ting med en fremgang i beskæftigelsen«, siger Thomas V. Pedersen. »Regeringens økonomiske politik er ved at skride« Han mener, at grundlaget for regeringens økonomiske politik er ved at skride. »Selv hvis der skulle være kommet gang i beskæftigelsen, vil beskæftigelsen i år være cirka 20.000 lavere end regeringens forudsætninger«, siger Thomas V. Pedersen. Problemet med lavkonjunkturen er, at den kan presse folk helt ud af arbejdsstyrken, og dermed underminere planen om at udvide arbejdsstyrken frem til 2010. Det giver større strukturelle problemer på arbejdsmarkedet, som skal løses. Og så skal man i øvrigt også sørge for at indhente det tabte i fremtiden. »At lavkonjunkturen her er dybere end regeringen har antaget betyder, at vi om nogle år er nødt til at få et bragende opsving, ellers går planerne ikke op«, siger Thomas V. Pedersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her