Danskere skal opdrages til at bede deres læge om at udskrive billig kopimedicin i stedet for de dyre originalpræparater. Det kan nemlig spare den offentlige sygesikring for mange millioner om året. Et udvalg under Indenrigs- og Sundhedsministeriet anbefaler derfor i en rapport, der endnu ikke er offentliggjort, at amternes medicintilskud fremover skal beregnes og udbetales ud fra, hvad det billigste i en række af flere ens virkende produkter koster. På hver ottende recept angiver landets praktiserende læger i øjeblikket, at apoteket skal udlevere originalproduktet, selv om der findes en række billigere kopiprodukter med nøjagtig samme virkning. Betal selv Hvis danske forbrugere fremover skal betale en større egenandel for at få originalpræparaterne, håber formanden for amternes sundhedsudvalg, Bent Hansen (S), at forbrugerne i højere grad vil blive opmærksomme på, at de kan nøjes med et billigere kopiprodukt. »Den opdragende effekt skulle gerne kunne ses rent økonomisk for alle parter. Man skal have lov at vælge den dyrere røde pille frem for den gule, men man skal selv have lov at betale forskellen«, siger Bent Hansen. »Hvis patienten og den praktiserende læge stadig ønsker at bruge den samme dyre medicin, har de muligheden. Det kommer bare ikke længere til at påvirke de offentlige udgifter«, siger sundhedsformanden. Samtidig vil en tilskudsreform betyde øget konkurrence og dermed faldende priser på originalpræparaterne. I 2003 brugte de danske amter mere end 5,4 milliarder skattekroner på tilskud til medicin - et tal, der har været støt stigende i årevis. Udvalget om Medicinaltilskud er derfor nedsat ud fra en idé om, at amterne kunne få mere for pengene, og det holder tilsyneladende stik. Ifølge rapporten, som Dagbladet Børsen omtalte i går, regner udvalget med, at der kan spares næsten 100 millioner kroner på at omlægge medicintilskuddene. Rolf Sass Sørensen, medicinalanalytiker i Nordea, tror, at metoden vil virke, fordi man tvinger kunderne til at tænke prisbevidst. »Det er en meget håndfast måde at opdrage folk på. Normalt er der en almindelig prisbevidsthed på mælk og så videre. Men medicin er et mere følsomt område. Bare på insulin vil folk ofte gerne betale mere for at få det præparat, de plejer, selv om produkterne er helt identiske. For eksempel ved parallelimport, hvor produktet bare er pakket om«, siger Rolf Sass Sørensen. Information mangler Han bakkes op af formanden i Industriforeningen for Generiske Lægemidler (IGL), Hans Henrik Raith, der dog ikke ønsker at kommentere den konkrete rapport, som først blev færdig tirsdag middag og endnu ikke er offentliggjort. »Der mangler stadig informationer om, at kopimedicin er fuldstændig identisk med originalmedicin. Generelt set er der ingen grund til ikke at få et kopiprodukt«, siger Hans Henrik Raith. Først tirsdag var der endelig deadline for de indsigelser, gruppen bag rapporten måtte have. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ventes at have den færdige rapport om en uges tid, og rapporten lægger ifølge Dagbladet Børsen op til, at ændringerne kan træde i kraft 1. juli 2005.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Jeg har undervist i 66 forskellige klasser. Det er ikke mobilerne, der er problemet
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview