Kræftramte kan gå glip af forsikring

Lyt til artiklen

Kræft er uden tvivl en kritisk sygdom. Men det betyder ikke, at en kræftdiagnose automatisk udløser penge fra den forsikring mod kritisk sygdom, som cirka 1,5 million danskere er omfattet af, typisk via pensionsordningen. Forsikringen udbetaler nemlig som udgangspunkt ingen penge, hvis kunden, der får en af de kritiske sygdomme, på et tidspunkt i livet allerede har haft sygdommen. Og det bliver folk skuffede over, viser klager til Ankenævnet for Forsikring. Undtagelsen rammer især kræftpatienter - både fordi kræft er den hyppigst anmeldte 'kritiske sygdom', og fordi en del rammes af kræft flere gange. »Det er rigtigt, at der er nogle, der er blevet skuffet, fordi der ikke var dækning for deres sygdom. Men vi havde det selv lidt dårligt med afslagene, så vi har forsøgt at reducere antallet noget ved at lave nye regler specielt for cancertilfælde«, siger kundechef John Linnebjerg, Forenede Gruppeliv (FG). Risikoen er ukendt Han peger på, at forsikringen mod kritisk sygdom typisk tegnes som en gruppeordning. Det betyder, at for eksempel alle, der arbejder under en bestemt overenskomst, automatisk er omfattet, uden at hver enkelt skal aflevere oplysninger om sit helbred. På den måde kan alle være med til en lav pris. Men forsikringsselskabet ved reelt ikke, hvor stor en risiko det har påtaget sig. »Hvis alle kræftsyge skulle have udbetalinger, ville det gøre præmien på forsikringen for høj. Derfor er vi nødt til at afgrænse dækningen«, siger John Linnebjerg. FG er underleverandør af forsikringerne til en række pensionsordninger - blandt andet store pensionskasser og de private selskaber Danica, Codan, Nordea og Alm. Brand - og sidder på omkring halvdelen af markedet. 20 procent større præmie Selskabets dispensation for kræftramte betyder, at man godt kan få sine penge, hvis der er gået mindst 10 år mellem det første tilfælde og det nye, som man søger erstatning for - altså må der ikke have været tilbagefald i perioden. Den nye regel kom til i 2002 og blev fulgt op af en præmiestigning på 20 pct. John Linnebjerg oplyser, at nogle af selskaberne kun kræver, at den sygdomsfrie periode har varet syv år. Det gælder for eksempel Danica Pension. Hos PFA Pension er der derimod ingen dispensationsmulighed. Har man haft kræft tidligere - eller en af de andre kritiske sygdomme - falder man uden for dækningen ved en ny diagnose, uanset hvor langt tilbage det første tilfælde ligger. »Det er et spørgsmål om afvejning af, hvilken risiko man vil operere med. Når vi ikke får helbredsoplysninger, har vi heller ikke mulighed for at opstille særlige vilkår for den enkelte. Men forsikringsbetingelserne bliver løbende vurderet«, siger informationschef Hans Jørgen Søes, PFA Pension. Kræftens bekæmpelse er tilfreds I Kræftens Bekæmpelse kender man godt problemet med afslag på forsikringspenge begrundet i tidligere kræfttilfælde. Selv om en række kræftpatienter stadig går glip af pengene, er foreningen tilfreds med forsikringsbranchens 'karensperiode', som den selv har arbejdet for, siger jurist i patientstøtteafdelingen, Lars Kofoed. »Der er en overdødelighed de første fem år efter en kræftsygdom. Men fakta er, at hvis en kræftpatient har overlevet i 10 år, så har man statistisk samme - eller lavere - risiko for at få kræft, sammenlignet med alle andre«, påpeger han. Selv om de pensionsselskaber, der bruger GF som underleverandør, har lempet forholdene for kræftsyge, giver GF stadig afslag på omkring hver syvende anmodning om udbetaling for kritisk sygdom. I det tal ligger dog også andre forklaringer, understreger John Linnebjerg, for eksempel at diagnosen er stillet, inden den syge blev omfattet af forsikringen. Ankenævnet for Forsikring behandler med jævne mellemrum klager fra skuffede kræftsyge, der dog ikke har fået medhold i nogen af sagerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her