Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Bilforhandlere klar med kø-tilbud på nye biler

Lyt til artiklen

Først til mølle-tilbud: Spar 45.000 kroner. Køb en billig VW Sharan minibus. Få Toyota Yaris med klimaanlæg til samme pris som en uden. Køtilbud: Kun få modeller til salg. Den slags slagtilbud kommer billystne forbrugere til at opleve flere af i fremtiden, mener Dansk Automobilforhandler Forening (DAF). »Vi kommer til at se forhandlere, der af og til ligesom Netto og Aldi vil have nogle enkelte slagtilbud«, siger Preben Kjær, administrerende direktør i DAF. Skattemyndighederne har nemlig valgt ikke at anke en afgørelse fra Landsskatteretten, der siger, at afgiften på en importeret bil skal beregnes efter den pris, som forhandleren reelt har betalt for den nye dyt. Og ikke som tidligere en kunstig standardværdi, som importøren har fastsat på den bilmodel. »I hele verden er der en overproduktion af biler, så fabrikkerne står med nogle tusinde biler, som de gerne vil af med. Der er et spotmarked på biler, ligesom der er på olie«, siger Preben Kjær. Han mener, at det bliver endnu et slag mod den danske registreringsafgift, som danske forbrugere skal betale for at få deres nye bil på hvide nummerplader. I dag betaler forbrugerne næsten 147.000 kroner i afgift, hvis de køber en af de mest almindelige familiebiler, Peugeot 307. 50.000 under prisen Søren Eilsborg, bilforhandler i Hillerød, regner med at bruge den slags tilbud. Han fortæller, at han lige har fået et tilbud fra en udenlandsk leverandør på 19 stykker VW Sharan til 474.996 kroner per bil: Næsten 50.000 kroner under hans normale indkøbspris hos importøren. »Det vil ikke så meget være for at tjene penge, men for at få husarerne ind i butikken«, siger Søren Eilsborg. Han mener, at med afgørelsen fra Landsskatteretten er det danske bilmarked endelig ved at ligne resten af Europa, hvor køberne og sælgerne selv fastsætter priserne i fri konkurrence. I Told- og Skattestyrelsen bekræfter man, at reglerne er blevet ændret, så det muliggør billigere biler fra udlandet. Endnu mangler man at udsende en meddelelse om konsekvenserne af afgørelsen, om hvordan køberne kan få for meget betalt afgift tilbage. »I det omfang bilforhandlerne kan købe ind til lavere priser, vil der være mulighed for at man kommer til at se slagtilbud på biler«, siger Mogens Andreasen, specialkonsulent i Told- og Skattestyrelsen. Han understreger, at betaling af en lavere registreringsafgift er betinget af, at bilerne også sælges til tilsvarende lavere priser. Registreringsafgiften følger den opnåede salgspris. Ifølge skatteekspert Flemming Lind Johansen fra revisionsfirmaet Ernst & Young vil den nye måde at beregne registreringsafgift på også få afsmittende effekt på importen af brugte biler. Han henviser til, at EF-domstolen flere gange har fastslået, at et medlemsland ikke må opkræve højere afgifter på importerede brugte biler end på brugte biler, der er indregistreret i Danmark fra ny. »En almindelig familiebil, der er importeret brugt, vil blive godt 12.000 kroner billigere i registreringsafgift«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her