Trafikministeren er blevet udsyret med sin første næse. Det er benhård kritik i en 75 sider lang beretning fra Rigsrevisionen, der udløser næsen fra et enigt korps af statsrevisorer. Rigsrevisionen, der er statens revisor, langer ud efter ministeriets evne til at styre sine virksomheder - og altså forvalte skatteydernes penge bedst muligt. Problemer med BaneDanmark Helt galt står det til med grebet om BaneDanmark. Ministeriet bliver generelt anklaget for at være alt for længe om at gribe ind over for BaneDanmark, der bruger mange konsulenter og har svært ved at måle effekten af sit arbejde. Sløvheden gør sig også gældende i sagen om ulovlige skattefrie godtgørelser, som banearbejderne fik, men som skattemyndighederne ikke ville godkende. Banedanmark var for længe om selv at gennemføre en intern undersøgelse. Heller ikke ministeriet tog noget initiativ. På det seneste har Trafikministeriet sat en række initiativer i gang for at få rette op på BaneDanmark, anerkender rigsrevisionen. »Ministeriet skulle allerede have reageret i 2001 og 2002, men reagerer først for alvor i 2003 og 2004 med to års forsinkelser. Og det er ikke, fordi de ikke har fået vink med en vognstang tidligere«, siger formand for de folkevalgte statsrevisorer, Peder Larsen (SF). Statsrevisorerne repræsenterer Folketingets seks største partier. Elendige karakterer I de sidste fire år har BaneDanmark fået laveste karakter i den årlige revision af statens selskaber. »Kritikken går ikke alene på BaneDanmark, men også på departementet i Trafikministeriet, som ikke har gjort nok for at holde BaneDanmark i ørerne. De har et en overordnet ansvar, men ministeriet har ladet stå til. Det er vi grundigt utilfredse med«, siger Peder Larsen. Rigsrevisor anbefaler Trafikministeriet at sætte BaneDanmark under 'skærpet tilsyn', indtil ledelsen har dokumenteret, at der er styr på forretningen. BaneDanmark, der tidligere hed Banestyrelsen, har ansvaret for moderniseringen af de nedslidte statslige jernbaner. »BaneDanmark har haft problemer med at belyse sammenhængen mellem aktivitet og ressourcer i tilknytning til genopretningen af jernbanenettet«, skriver rigsrevisorerne spidst. Dyre konsulenter Allerede i 1999 anbefalede Rigsrevisionen BaneDanmark med 2.500 faste medarbejdere at skære ned på forbruget af eksterne konsulenter, men alligevel var forbruget af konsulenter i 2003 større end for fire år siden. For eksempel er der blevet brugt 59 millioner kroner til konsulenter til projekt, der skulle forbedre arbejdsgangene, men resultaterne har ikke kunne måles. I et stort trafikforlig sidste år fik Banestyrelsen tilført ni milliarder kroner ekstra, så de i de kommende ti år har 24 milliarder kroner til at modernisere jernbanenettet. »BaneDanmark kan ikke med sikkerhed sige, at de hidtil har været i stand til at bruge pengene effektivt, men jeg håber da på, at de vil være i stand til at dokumentere deres effektivitet i fremtiden«, siger Peder Larsen. I BaneDanmark er det småt med kommentarer til beretningen, men økonomidirektør Karsten Bjerregaard forsvarer forbruget af konsulenter. »Vi solgte i 2001 vores rådgivningsdivision til rådgivningsfirmaet Atkins. På den måde forsvandt 300 medarbejdere, fortrinsvis ingeniører, og i den forbindelse forpligtede vi os til at købe konsulentydelser hos Atkins«, siger Karsten Bjerregaard, der gør opmærksom på, at Folketingets Finansudvalg har godkendt indkøb af konsulentydelser for knapt 400 millioner kroner over tre år i forbindelse med handlen. Han er dog ikke overrasket over kritikken. »Vi har en idé om, at vi skal trække mindre på konsulenter og i højere grad have fastansatte medarbejdere. Det koster nemlig halvanden til to-en-halv gange mere at have konsulenter«, siger han. Også ros Rigsrevisionen roser dog også Trafikministeriet for sin rolle som eneejer af DSB og Post Danmark A/S. Her er Trafikministeriets koncernstyring slået ind på en tidssvarende kurs. Trafikminister Flemming Hansen (K) er på rejse i Finland, men lader gennem sin pressesekretær vide, at der i høj grad er taget højde for kritikken: »Jeg kan med tilfredshed konstatere, at ministeriet, længe før beretningen blev udarbejdet, har taget en række initiativer, som jeg forventer tilsammen vil være med til at forbedre den fremtidige koncernledelse og koncernstyring. Rigsrevisionens anbefalinger vil indgå i det videre arbejde« siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politiken mener: Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Han har det hele: Smuk kæreste, karriere, herskabslejlighed. Men han er også en lille smule psykopat
-
Elisabet Svane: Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes træk
-
Her er partiernes krav til den kongelige undersøger
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























