Regeringen har efter mange års usikkerhed om lukkelovens fremtid indgået et kompromis, som betyder mærkbare liberaliseringer af butikkernes åbningstider. Butikkerne må med det nye forslag holde åbent 20 søndage om året mod 9 i dag, og det er mere end dobbelt så mange, som den nuværende lovgivning tillader. »Vi mener, det er nødvendigt at skabe mere fleksibilitet i handels- og familieliv, og jeg er glad for det kompromis, vi har indgået med De Konservative - og hvis man spørger forbrugerne, tror jeg også, de er tilfredse«, siger Venstres erhvervsordfører, Jens Hald Madsen. Væk med alkoholgrænse I sit udspil lægger regeringen samtidig op til at fjerne reglen om, at butikkerne ikke må sælge alkohol i aften og nattetimerne mellem klokken 20 og 06. Diskussionen har tidligere gået på, om reglen kunne begrænse alkoholforbruget også blandt unge. »Vi kan ikke lovgive os ud af alt i denne verden. Vi kan ikke have en politibetjent stående i en hver butik. Vi ved, at der er mange steder, de her regler ikke bliver overholdt«, siger Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) til Ritzau. Dødsdom over lukkelov Venstre vil nu fremsætte lovforslag, og inden sommerferien vil en ny lukkelov være i butikkerne. Dansk Folkeparti støtter forslaget - partiets Colette L. Brix var den første til at tage hul på lukkelovsdebatten, og selv om hun er glad for aftalen, håber hun, at lukkeloven vil være helt væk ved den næste forhandling. Det er ikke usandsynligt, mener Jens Hald Madsen: »Når revisionen af lukkeloven kommer i 2009-2010, tror jeg efterhånden, lukkeloven er så udhulet og tom, at der stort set ikke er være noget tilbage«, siger han. Bekymrede butikker Meldingen vækker uro hos de små butikker, som med den nuværende lovgivning har en fordel i forhold til de store supermarkeder, fordi de må holde søndagsåbent. »Hvis politikerne fjerner de små butikkers privilegium, er det et spørgsmål, om de kan overleve på sigt«, siger John Wagner, Direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd. Butikker foreslog 13 Han har sammen med størstedelen af den danske detailhandel - inklusive de store butikker - foreslået at hæve antallet af butiksåbne søndage til 13 - den første søndag i hver måned plus søndagen op til jul. »Vi synes, regeringen skal lytte til organisationerne og tage udgangspunkt i det forslag, der er kommet. Det andet her er for voldsomt, fordi storcentre og lavprisvarehuse vil vinde markedsandele på bekostning af de mindre butikker«, siger John Wagner. Han bakkes op af COOP, som ellers repræsenterer mange store dagligvarekæder og derfor vil nyde godt af søndagsåbningerne. »Vi synes det er uklogt. Der er lavet et forslag fra den samlede detailhandel, og medarbejderne, butikkerne og forbrugerne synes det er et godt forslag. Men alligevel vælger politikerne at overse det og tilgodese en lille gruppe af store butikker«, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i COOP. Sats på kvalitet I regeringen maner man til besindighed. »Jeg tror, at de små forretninger lever af noget andet end at have åbent - varer i høj kvalitet, god beliggenhed og service. De små forretninger nok skal overleve, og der er ikke noget, som tvinger dem til at have åbent«, siger Jens Hald Madsen. Selv om han er glad for den nye aftale med De Konservative, må han forberede sig på kritik at den nye lov. De mange søndagsåbne dage kommer nemlig også til at gå ud over de butiksansatte, mener Jørgen Hoppe, formand i HK Handel. Stakkels kassedamer »Vores medlemmer har klart tilkendegivet, at det er utrolig svært at få privatliv og familieliv til at hænge samme, og derfor har de ikke noget ønske om at arbejde flere søndage end højst nødvendigt. Vi mener, det er en menneskeret at holde fri samtidig med familie og venner, så man kan få et helt liv«, siger Jørgen Hoppe. Han havde håbet på, at regeringen havde fulgt anbefalingerne fra detailhandlen og lavet en lukkelov med 13 i stedet for 20 butiksåbne søndage. »Det her kommer bestemt til at gå ud over vores medlemmer, men hvis vi ikke var kommet med et udspil, var liberaliseringen blevet langt værre«, siger Jørgen Hoppe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg har kæmpet, siden Tilde blev født, og jeg har simpelthen ikke mere at give af«
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Hizbollah har nu fået fingrene i et våben, der er yderst svært at forsvare sig imod
-
Ny måling modsiger Hegseth
-
Stigende antal danskere lider af bolig-fomo
-
Forløjet dolkestødslegende udstiller snarere blå bloks desperation end nogen politisk realitet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Marcus Rubin
Troværdig #MeToo-roman leder tankerne hen på nu afdød redaktørs intenst benyttede sofa
Debatindlæg af Isabella Cortes Rudas, Freja Sif Fjeldberg Sørensen, Birk Skjalholt og Kamille Stenbæk
Serie
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Peter la Cour
Debatindlæg af Jacob K. Clasen
Danske Rederier: Episoden fra Estland viser alvoren ved at stoppe russiske skibe
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Reportage
Da jeg nævner konflikten om Danmarks godt 40 ulve, spørger Paula med hævede øjenbryn: »Four-zero?«
Debatindlæg af Anna Kristine Johansen
Klumme af Christian Jensen




























