Forhandlinger om tøj fra Kina uden resultat

Lyt til artiklen

Den danske tøjbranche frygter, at det er et tomt løfte, når EU-kommissionen nu lover at få frigivet bjerge af kinesisk tøj, som er blokeret på grund af importkvoter. »Jeg kan ikke acceptere, at EU's detailhandel straffes uretfærdigt. Derfor har jeg sat gang i procedurer, der kan frigive varerne«, siger handelskommissær Peter Mandelson, der er vendt hjem fra sommerferie til en voksende krise blandt europæiske tøjimportører. Aftale med Kina Efter pres fra sydeuropæiske tøjproducenter lavede han i juni en aftale med Kina, som begrænser europæisk import af blandt andet bluser, bukser og brystholdere indtil 2008. I sommerens løb har op mod 80 millioner stykker kinesisk tøj hobet sig op på lagre i EU. Importører siger, at de fik for kort varsel til at tilpasse deres ordrer. Peter Mandelson erkender, at gennemførelsen har været klodset. Men han fastholder, at kvoterne må bestå, fordi et flertal af EU-landene ønsker dem. »Medlemslandene gik ind i det med åbne øjne«, sagde han mandag på et pressemøde, der mest af alt gik ud på at placere ansvaret for tøj-krisen hos EU's regeringer. Nye diskussioner Selv om kommissionens forhandlingsdelegation forlod Beijing, hævder Mandelson, at diskussionerne fortsætter. Kommissæren siger også, at han i de kommende dage vil præsentere de 25 EU-lande for forslag til, hvordan puklen af tøj kan frigives »meget hurtigt« - men han afviser at give detaljer. Kilder siger til Politiken, at forhandlingerne med kineserne reelt ikke er kommet nogen vegne, fordi Kina afviser EU's tilbud om at flytte noget af næste års kvoter til i år. Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua konstaterer blot, at EU vil frigive det blokerede tøj, men nævner intet om nye aftaler eller fortsatte forhandlinger. Frygter ny blokade Peter Mandelson må nu lægge pres på lande som Frankrig, Italien og Spanien for at øge kvoterne for 2005 alligevel. Den danske tøjbranche, som mister mange penge på kvoterne, frygter en ny blokade. »Min frygt er, at Mandelson kommer med et forslag, som så bliver stemt ned, og så har vi ingenting«, siger Ole Schmidt, chefkonsulent i HTS og sekretariatschef i brancheorganisationen Textil og Tøj. Dansk Handel & Service ser det som »positivt«, at handelskommissæren vil arbejde for frigivelse af det beslaglagte tøj: »Men den fundamentale erkendelse af de naturlige krav som globaliseringen har til den internationale handel og konkurrenceevne, synes Mandelson ikke at have forståelse for«, siger adm. direktør Søren B. Henriksen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her