Danskere forbigået på arabisk fødevare-messe

Lyt til artiklen

De danske virksomheder på Mellemøstens største fødevaremesse, Gulfood, i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, blev ignoreret under åbningsceremonien. Arrangørerne valgte bevidst at føre åbningsceremonien uden om de danske stande som konsekvens af Muhammed-tegningerne, rapporterer Ritzau. Dermed slap generaldirektør for De Forenede Arabiske Emiraters informationsministerium sheik Hasher Bin Maktoum Al Maktoum, der klippede den røde snor og officielt åbnede den 11. udgave af messen, for at tage stilling til, hvordan han ville byde velkommen til de danske udstillere på sin planlagte rute gennem udstillingshallerne. Få negative reaktioner De danske deltagere, der på messens første dag havde en vigtig chance for at tage temperaturen på situationen i området, havde kun få negative reaktioner. Flere af dem mærkede dog, at forbipasserende, når de opdagede, at de stod ved en dansk virksomhed, satte smagsprøverne fra sig og gik. Det skete både ved fødevareeksportøren Uhrenholts stand og ved den hårdest ramte danske virksomhed Arla. »Vi har indtil videre ikke haft ubehagelige oplevelser ud over en enkelt besøgende, der stod og smagte på vores varer. Da han fik at vide, at vi er en dansk virksomhed, lagde han maden fra sig og gik«, siger pressechef Louis Illum Honoré fra Arla Foods til Ritzau. Pressechef i centrum Netop pressechefen hos Arla var i den grad i centrum og havde en travl første dag på messen, hvor et par håndfulde arabiske medier ville tale med den upopulære virksomhed. »De vil gerne vide, hvorfor vi overhovedet er her, og de vil kende vores holdning til tegningerne. Der svarer jeg så, at vi vil vise, at vi ikke giver op, at vi har været her i 40 år. Og så siger vi, at vi tager afstand fra de tegninger. Den afstandtagen hænger også på arabisk- og engelsksprogede plakater her«, siger Louis Illum Honoré. Sikkerhedsvagt ikke i aktion Det var første gang, siden handelsboykotten fra en lang række muslimske lande brød ud, at blandt andre Arla, Uhrenholt og Nordex deltog i offentlige arrangementer i området. Arla havde til lejligheden hyret en sikkerhedsvagt. Han kom dog ikke i aktion.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her