Hendes navn er Sara, og det første, man lægger mærke til, er hendes enorme briller. Men hun er på alle måder sød og hjælpsom.
Hun spørger, hvad jeg interesserer mig for. Om hun skal finde interessante møder til mig. Eller om hun skal forbinde mig med personer, der ud fra hendes data har samme interesser som mig selv. Og næsten inden jeg har nået at sige »ja, tak«, så har hun sendt en mail til vedkommende – med kopi til mig, naturligvis, for det beder jeg om.




























