Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

USA's toldkrig skaber bekymring hos danske virksomheder

Et containerskib sejler forbi byen Qingdao i den østkinesiske provins Shandong. Handelskrigen mellem USA og Kina er optrappet, efter Trump har annonceret ny straftold på kinesiske varer til en værdi af omkring 1.287 milliarder kroner. Det vil også ramme danske virksomheder, siger DI, der dog ikke har beregnet omfanget.  /AP

Lyt til artiklen

Det vil koste ordrer og arbejdspladser hos de danske virksomheder, at USA har optrappet sin handelsstrid med Kina.

Sådan lyder det fra Dansk Industri, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, sent mandag forhøjede told på kinesiske varer til en samlet værdi af 200 milliarder dollar.

»Det er en rigtig skidt nyhed, fordi det kommer til at svække økonomien i USA og Kina. Det vil ramme efterspørgslen efter danske varer«, siger Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri.

Dansk Industri, der repræsenterer 10.000 virksomheder i Danmark, har endnu ikke beregnet, hvordan de forhøjede toldsatser konkret vil ramme dansk erhvervsliv.

Men Peter Thagesen påpeger, at USA er det næststørste eksportmarked for danske virksomheder, og at det bliver svært at sælge til andre lande.

»USA er verdens største økonomi, og Kina er nummer to, og derfor er der ikke så meget at gøre. Vi kan mest af alt krydse fingre for, at konflikten ikke bliver så langvarig«, siger Peter Thagesen.

USA indførte tidligere på året 25 procent told på kinesisk import for 50 milliarder dollar. Den nye forhøjelse træder i kraft 24. september.

Kina reagerede prompte på USA's første toldforhøjelse ved at indføre samme sats på import af amerikanske varer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her