Fætter BR får seks måneder til at få finanserne i orden

Det pressede selskab, Top-Toy, der driver Fætter BR overlever foreløbig i seks måneder. I Sø- og Handelsretten har kreditorerne og retten nikket ja til rekonstruktionsplanen. Foto: Katrine Marie Kragh/POLFOTO
Det pressede selskab, Top-Toy, der driver Fætter BR overlever foreløbig i seks måneder. I Sø- og Handelsretten har kreditorerne og retten nikket ja til rekonstruktionsplanen. Foto: Katrine Marie Kragh/POLFOTO

Legetøjskæden Top-Toy, der er under rekonstruktion, har fået seks måneder til komme på ret køl. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Koncernen har fredag været i Sø- og Handelsretten, hvor dens kreditorer har skullet sige ja eller nej til rekonstruktionsplanen i det pressede selskab, der driver legetøjsbutikkerne Fætter BR og Toys'r'Us.

»Fredag godkendte kreditorerne og retten planen for rekonstruktionen af Top-Toy«.

»Selskabet har nu fået seks måneder til at implementere planen, der blandt andet indebærer at lukke underskudsgivende butikker i starten af 2019«, skriver Top-Toy på sin hjemmeside.

Se, hvem der lukker: Legetøjskæden Top-Toy lukker ti BR-butikker i Danmark

De finansielle problemer i Top-Toy blev meldt ud 30. november, samtidig med at det kom frem, at selskabets 226 Fætter BR-butikker og 72 Toy'r'Us-varehuse havde givet et milliardunderskud i regnskabsåret 2017/18.

Det har skabt uro for det altafgørende julesalg, og i selskabets butikker må kunderne da også forsikres om, at gaver stadig kan byttes efter jul på trods af de finansielle problemer.

Dårligt tidspunkt midt i julehandel

Den melding gentager Top-Toy fredag på sin hjemmeside, hvor det bliver understreget, at rekonstruktionen ikke betyder ændringer for kunders rettigheder.

»Det er klart, at det - ud fra et perspektiv om julehandel - er et meget dårligt tidspunkt.

»Vi ville gøre alt i verden, for at det ikke skulle ske på det her tidspunkt. Eller nogensinde for den sags skyld«, lød det fra Top-Toys finansdirektør, Christian Hertz, i Sø- og Handelsretten ifølge Børsen.

Avisen citerer advokat Søren Aamann Jensen for i retten at sige:

»Hvis man skulle vælge et tidspunkt - det må man ikke, men hvis man skulle - så tror jeg ikke, der er mange i rummet, der ville vælge 30. november«.

Top-Toys rekonstruktionsplan betyder, at op til 100 butikker i Norden og Tyskland bliver lukket. I alt skal 450 fuldtidsstillinger nedlægges. Det vil blandt andet betyde, at 180 danske medarbejdere bliver berørt.

ritzau

Hvad har Nynne og Mille Dinesen tilfælles?⁠ 'Fjernsynsklubben' er tilbage! Og noget går op, da de ser første afsnit af 'Nynne', der på nogle måder har sin oprindelse på selv samme Politiken. Magnus og Felix genbesøger rucolaens storhedstid og diskuterer, hvordan både skuespillere og journalister kan være vidunderligt selvhøjtidelige.
PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her