Danske selskaber taber milliarder i værdi på fondsbørsen

Vestas er kommet i modvind på børsen (arkiv) Foto: Casper Dalhoff
Vestas er kommet i modvind på børsen (arkiv) Foto: Casper Dalhoff
Lyt til artiklen

Aktionærer i de danske selskaber Pandora og Vestas har tirsdag en skidt dag.

Begge selskabers aktiekurser falder nemlig med flere procent på fondsbørsen i København, og det skærer milliarder af kroner af værdien hos de to selskaber.

For aktionærerne betyder det, at deres aktier bliver mindre værd.

Efter godt en times aktiehandel falder Pandora-aktien lidt over 11 procent, og derved er smykkeselskabet blevet 3,9 milliarder kroner mindre værd, end før tirsdagens handel gik i gang.

Samtidig er vindmøllemageren Vestas blevet 4,4 milliarder kroner mindre værd som følge af et kursfald på lige knap fire procent.

For Pandora skyldes kursfaldet, at selskabet fra morgenstunden har offentliggjort et regnskab, der var dårligere end ventet af analytikerne.

Derudover venter Pandora nu ringere resultater for 2019, end det gjorde før regnskabets offentliggørelse.

Og Vestas' kursfald kan forklares med negative meldiger fra en af de nærmeste konkurrenter inden for vindmølleindustrien, tysk-spanske Siemens Gamesa, der kan fortælle om et fortsat prispres i industrien.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her