En regional genåbning af dansk økonomi er på vej. Spørgsmålet er alene, hvornår den kommer, og hvor omfattende den bliver. Det står klart efter regeringens udmelding i den forløbne uge. Det vil være oplagt at vente svarene inden 28. februar, når den nuværende nedlukning udløber. Det forudsætter, at regeringens ekspertudvalg kan arbejde hurtigt, men de starter ikke på bar bund. Der er omfattende materiale fra sidste år at trække på, så det burde være en realistisk deadline.
Erhvervslivets organisationer har i lang tid kæmpet for genåbninger, både regionale og selektive. Men nu er presset og opbakningen blevet langt større. Det hænger naturligvis sammen med, at coronakrisen har varet snart et år, og at der kun langsomt er kommet gang i de vaccinationer, som helt fra krisens start blev set som det helt afgørende lys for enden af tunnelen. Nu ser det ud, som om tunnelen er noget længere og lyset i en periode vil være lidt svagere, end de fleste havde håbet.



























