Coronakrisen var ikke helt så hård ved dansk økonomi i 2020 som tidligere antaget, men det ændrer ikke ved, at året var det værste siden finanskrisen.
Ifølge en revideret opgørelse fra Danmarks Statistik skrumpede dansk økonomi med 2,7 procent sidste år.
Faldet var tidligere opgjort til 3,3 procent. Derudover offentliggjorde Danmarks Statistik i starten af året et estimat, der viste en tilbagegang på 3,7 procent.
Det er helt normalt, at bnp-tallene bliver revideret flere gange. Det skyldes, at der løbende kommer mere data, som ændrer billedet.
Momsindberetninger ændrer billedet
Det er også årsagen til den seneste ændring, der er baseret på momsindberetninger fra virksomheder.
Tallene har været forsinket, fordi fristerne for at indbetale blev udsat sidste år for at give virksomhederne luft i økonomien.
Tallene bliver brugt til at beregne, hvor stort et salg virksomhederne har, og nu hvor der er kommet flere tal, når Danmarks Statistik frem til, at salget har været højere end tidligere beregnet.
ritzau
fortsæt med at læse



























