For 14 dage siden blev der åbnet for at udbetale de sidste to ugers indefrosne feriepenge, og indtil videre er der bestilt 29,8 milliarder kroner, viser en opgørelse fra ATP, der står for udbetalingerne ifølge en mail fra Beskæftigelsesministeriet. Omkring 1,8 millioner personer har valgt at udbetale deres penge.
Hvis alle vælger at hæve pengene, vil der blive udbetalt 56 milliarder kroner. Indtil videre er mere end halvdelen af alle feriepengene altså bestilt.
Pengene blev oprindelig indefrosset, fordi der blev indført en ny ferielov, og egentlig var det planen, at de første skulle komme til udbetaling, når man går på pension. Der er tale om penge, som lønmodtagerne selv har optjent i forbindelse med deres arbejde.
Penge skal hæves inden udgangen af maj
Pengene er blevet frigivet på grund coronakrisen, og politikerne i Folketinget håber, at de vil sparke gang i forbruget og hjælpe nogle af de virksomheder, som har været ramt af det seneste års nedlukninger.
Sidste år blev det muligt at få udbetalt tre af ugerne, og i anden omgang er det de sidste to uger, som man kan få udbetalt. Da de tre første uger blev frigivet efteråret, valgte omkring fire ud af fem at hæve pengene.
Man kan hæve pengene frem til 31. maj. Der går op mod 10 hverdage, før pengene går ind på bankkontoen. Hvis man vælger at lade pengene stå, vil de blive forvaltet af LD Fonde. Her vil de blive investeret, indtil man får dem udbetalt som pensionist.
ritzau
fortsæt med at læse




























