Mens vi herhjemme har brugt de seneste dage på at rase over nederlaget til England i EM-semifinalen, har den magtfulde Europæiske Centralbank, ECB udgivet en noget mindre ophidsende, men ikke desto mindre meget vigtig strategirapport, der er godt nyt for danske boligejere og folk med flekslån, og som indirekte giver støtte til sygeplejerskernes igangværende, men næsten glemte lønkamp.
ECB har for første gang siden 2003 set sin strategi efter i sømmene, og det er der kommet flere interessante ændringer ud af. Især den ene har betydning for os danskere. For på grund af vores fastkurspolitik er det reelt ikke Nationalbanken i Havnegade i København, men ECB i Frankfurt, der styrer pengepolitikken i Danmark, og hvor høje eller lave renterne skal være.




























