Større efterspørgsel på at få fragtet varer og mangel på containere gør, at Mærsk nu forventer et driftsoverskud på 13-15 milliarder dollar i år.
Det oplyser Mærsk i en meddelelse til fondsbørsen. Tidligere ventede Mærsk et overskud på 9-11 milliarder dollar.
Rederiet kom ud af andet kvartal med et driftsoverskud på 4,1 milliard dollar (25,7 milliarder kroner).
I kvartalet fragtede Mærsk 15 procent flere varer sammenlignet med året før, og shippinggiganten kunne i samme ombæring tage 59 procent mere per container.
Og selskabet forventer, at tendenserne med stigende efterspørgsel og mangel på containere kommer til at fortsætte mindst indtil udgangen af 2021.
Derfor forventer Mærsk også, at indtjeningen bliver ved med at stige, og at den i tredje kvartal vil overstige andet kvartals indtjening.
I første kvartal kom Mærsk ud med 16,8 milliarder kroner i overskud. Det er det største overskud for et enkelt kvartal i selskabets historie.
ritzau




























