Når det går godt, er det tid for banker til at polstre sig, mener regeringen om krav til finanssektoren.

Banker skal næste år gemme flere penge på kistebunden

Lyt til artiklen

Fra slutningen af næste år bliver de danske banker og realkreditselskaber pålagt at lægge flere penge til side til dårlige tider.

Det har regeringen besluttet, efter at Det Systemiske Risikoråd tirsdag anbefalede at gøre det. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Helt konkret bliver den kontracykliske kapitalbuffer hævet til 2,0 procent. Det sker fra 31. december.

Bufferen er en tvungen opsparing hos pengeinstitutterne, der kan blive frigivet, hvis der kommer en krise, så bankerne pludselig ikke kan låne penge ud i samme grad som normalt. For eksempel fordi de oplever store tab.

Bufferen blev for eksempel frigivet i starten af coronaudbruddet, hvor der opstod frygt for, at krisen kunne udløse tab til bankerne.

Tidligere havde regeringen besluttet at sætte bufferen til 1,0 procent fra slutningen af 2022.

En ændring på 1,0 procentpoint svarer ifølge Det Systemiske Risikoråd til omkring 15 milliarder kroner for de danske banker og realkreditinstitutter.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) begrunder beslutningen med, at bankerne i økonomisk gode tider skal polstre sig, til når det igen vender.

Selv om corona ikke helt har sluppet sit tag, går det godt i dansk økonomi. Samtidig er den finansielle sektor kommet fornuftigt igennem coronakrisen.

»Derfor er vi i regeringen enig med Rådet i, at vi nu skal fortsætte genopbygningen af bufferen«.

»På den måde sørger vi for at opbygge den i de gode tider, så den finansielle sektor er robust, hvis vi igen skulle blive ramt af økonomisk sikkerhed«, siger han i en skriftlig kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her