Danske Bank oplyser, at banken samlet er gået med til at betale 15,3 milliarder kroner i hvidvasksag.

Danske Bank »undskylder uforbeholdent« og accepterer hidtil uset kæmpebøde for hvidvask

Foto: Anders Holst Pedersen
Foto: Anders Holst Pedersen
Lyt til artiklen

Danske Bank har accepteret at betale et milliardbeløb i hvidvasksagen.

Banken har lavet aftale med det amerikanske justitsministerium om at betale 1,209 milliarder dollar (9,09 milliarder kroner), og den har yderligere indgået en aftale med den amerikanske børsmyndighed, SEC, om at betale 178,6 millioner dollar (1,258 milliard kroner).

Det oplyser Danske Bank i en selskabsmeddelelse.

Banken oplyser videre, at den også har indgået en aftale med dansk politis National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om en bøde og konfiskation for overtrædelse af hvidvaskloven og lov om finansiel virksomhed.

Den aftale drejer sig om 4,749 milliarder kroner.

Det svarer til et samlet forlig på omkring 15,3 milliarder kroner, skriver Danske Bank. Beløbet matcher nogenlunde det, som banken i oktober meldte ud, at den havde hensat til sagen.

»Danske Bank accepterer fuldt ud resultatet af undersøgelserne og undskylder uforbeholdent for de uacceptable fejl og forseelser, der er sket tidligere, og som på ingen måde hører hjemme hos Danske Bank i dag«, skriver banken.

Ifølge Reuters har banken indrømmet, at den medvirkede til svindel af amerikanske banker mellem 2008 og 2016, da den havde højrisikokunder fra andre lande i sin estiske afdeling.

I forhold til forligene med de amerikanske myndigheder har Danske Bank erklæret sig skyldig i forhold til tiltale rejst af DoJ (USA’s justitsministerium, red.) for svindel over for andre banker, og dette er i dag tiltrådt af en amerikansk distriktsdomstol.

»Danske Bank har desuden indgået forlig med SEC i en civilretlig sag om værdipapirsvindel«, skriver banken.

Kriminelle kunne gennem en årrække hvidvaske milliarder gennem Danske Bank i Estland.

Danske Bank meddeler, at den har taget væsentlige tiltag for at afhjælpe fejl og forhindre, at noget lignende kan ske igen.

»Blandt andet har banken fået ny ledelse, og der er foretaget betydelige investeringer i systemer, kontroller og kompetencer for at bekæmpe økonomisk kriminalitet«, lyder det.

Martin Blessing, der er formand for bestyrelsen i Danske Bank, udtaler, at forligene betyder, at de amerikanske og danske myndigheders undersøgelser nu er afsluttet.

»Vi har samarbejdet med myndighederne, lige siden de henvendte sig, og vi accepterer betingelserne for forligene«, udtaler han og giver en undskyldning.

Hidtil uset kæmpe bøde

Senioranalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen siger, at »det er en kæmpe bøde, som vi ikke har set tidligere i dansk erhvervsliv. Det kommer også af, at de amerikanske myndigheder har været inde over«.

Selv i internationalt perspektiv er det sjældent, at straffen er så hård. Samtidig er fællestrækket med tidligere sager, der involverer banker, at de altid har været i stand til at betale bøden.

»Samtidig er det en bøde af en størrelse, der kan mærkes, så selv om de har råd, gør det ondt alligevel«, siger Mikkel Emil Jensen.

Når det kommer til genoprettelsen af Danske Banks image, har virksomheden dog stadig lang vej at gå.

»Imaget er flosset for banken, og det arbejder man benhårdt på at genetablere. Det tager tid at vende tilbage til det, der var før«, siger Mikkel Emil Jensen.

Danske Banks aktionærer vil dog nu ånde lettet op, og det er ikke usandsynligt, at aktien vil stige, når C25-indekset igen åbner onsdag.

»Med investor-øjne er en stor del af risikoen fjernet for selskabet, for sagen har i lang tid hængt som en tung dyne over aktien«, siger Mikkel Emil Jensen.


ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her