I marts var inflationen på 6,7 procent i forhold til marts sidste år – et markant fald fra 7,6 procents inflation i februar. Faldet skyldes billigere energi, men fødevarepriserne fortsætter opad.

Inflationen tager et ordentligt dyk, men for fødevarer er stigningen svimlende

Foto: Ole Lind
Foto: Ole Lind
Lyt til artiklen

Inflationen tager et stort dyk ned fra 7,6 procent i februar til 6,7 procent i marts, viser tal fra Danmarks Statistik. Den lavere inflation skyldes hovedsagelig billigere brændstof, gas og elektricitet.

»Faldet var større end ventet og er dermed en god nyhed, efter at de seneste måneder har vist en noget mere beskeden tilbagegang«, siger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank i en kommentar.

Alt i alt faldt forbrugerprisindekset 0,2 procent fra februar til marts, når man korrigerer for normale sæsonudsving. Det er første gang i år, at priserne rent faktisk falder fra måned til måned, og inflationen ikke bare dykker, fordi priserne steg meget sidste år, påpeger privatøkonomen.

En ekstra god nyhed er, at den lavere inflation også skyldes et fald i andre faktorer end energi. Det viser tallet for kerneinflationen – prisstigningerne fraregnet energi og ikkeforarbejdede fødevarer – som hidtil har været stigende, men som nu også falder til 6,4 procent i marts fra 6,7 procent i februar. Faldet i kerneinflationen skyldes særlig lavere prisstigninger inden for leje af sommerhus og køb af nye biler.

Dermed kunne man umiddelbart forvente et endnu større fald i den samlede inflation, men priserne på andre varer trækker fortsat i den helt anden retning. Mens danskerne betaler mindre ved benzinstanderen og på varmeregningen end sidste år, er priserne på supermarkedernes prisskilte nemlig fortsat på himmelflugt.

Mad bliver fortsat dyrere

Fødevarepriserne er svimlende 15,8 procent højere end i marts sidste år, og dermed er prisstigningen på fødevarer endnu højere end i februar, hvor den lød på 14,8 procent. Dermed afholder fødevarepriserne kerneinflationen fra et større fald.

Kerneinflationens niveau er bekymrende, vurderer cheføkonom Palle Sørensen fra Nykredit i en kommentar:

»Kerneinflationen er fortsat så høj på trods af det lille fald i marts, at en tilbagevenden til mere normale niveauer kan tage flere år. Ikke mindst set i lyset af at de højere lønstigningstakter i sig selv forhøjer inflationen i et vist omfang«.

Dagens samlede inflationstal svarer til, at en gennemsnitlig børnefamilie skal betale omkring 2.600 kroner mere for sit månedlige forbrug end for et år siden, lyder en beregning fra Danske Bank. Til sammenligning var det tal næsten 3.000 kroner i februar.

»Selv om der stadig er et betydeligt pres på familiernes økonomi, peger pilen den rigtige vej«, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Danske Bank forventer, at faldende inflation sammen med lønstigninger vil genoprette købekraften, så den ved udgangen af næste år er tilbage på niveauet fra 2021.

Trods faldet i inflationen virker det allerede tvivlsomt, om regeringens seneste inflationsprognose fra 22. marts holder, vurderer flere økonomer. Regeringen forventer i Økonomisk Redegørelse, at inflationen for hele året vil ende på 3,9 procent, men hvis det skal holde, må inflationstallene resten af året ikke overstige 2,9 procent i snit, lyder en beregning, som cheføkonom Thomas Søby fra Ingeniørforeningen IDA har foretaget.

»Det vil sige, at vi ganske snart skal se ret dramatiske fald, så mon ikke regeringen i forbindelse med en kommende Økonomisk Redegørelse vil opjustere sine forventninger til inflationsudviklingen«, siger han i en kommentar.

Hvis den vurdering viser sig at holde, vil det langtfra være første gang, at en prognose om inflation rammer ved siden af. Det er nærmest blevet mere reglen end undtagelsen, at inflationsprognoser ældes dårligt, påpeger seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv i en kommentar:

»Den voldsomt høje inflation vidner om, at inflationsprognoserne har været for optimistiske. Energipriserne steg markant mere end frygtet og det underliggende prispres har været større end ventet«.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her