Artiklen er opdateret kl. 12.18.
Briterne må stadig kæmpe med en meget høj inflation. Den holder sig nemlig stædigt over 10 procent i marts. Forbrugerprisindekset er steget med 10,1 procent i de 12 måneder frem til marts 2023, viser data offentliggjort onsdag.
De 10,1 procent er et lille fald i forhold til februars 10,4 procent. Men faldet fra februar til marts er en del mindre, end de fleste økonomer havde ventet, og britiske forbrugere og virksomheder må fortsat håndtere høje priser på blandt andet energiforbrug og fødevarer.
På grund af inflationsudviklingen »peger pilen« på, at den britiske centralbank, Bank of England, formentlig vil hæve renten igen-igen, vurderer Kim Blindbæk, seniorøkonom hos Sydbank.
»Selv om inflationen aftog i marts, stiger priserne fortsat så hurtigt, at lønstigningerne slet ikke kan følge med. Det udhuler forbrugernes købekraft og suger vækst ud af økonomien«, siger han i en skriftlig kommentar.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har briterne den højeste inflation i forbrugerpriserne i Vesteuropa. Ikke siden august sidste år har forbrugerprisindekset været under 10 procent, når man ser på årsbasis. Her sneg den sig akkurat ned på 9,9 procent.
Den foreløbige top blev nået i oktober 2022 med en inflation på 11,1 procent. Det var det højeste niveau i 41 år ifølge Reuters.
Nogle ser stadig en risiko for, at den britiske økonomi kan have kurs mod en recession. Det er en periode, hvor økonomien går tilbage i stedet for at vokse.
Når inflation og andre udfordringer – for eksempel brexit, strejker og coronapandemien – rammer britisk økonomi, kan det også blive et problem i Danmark, forklarer Allan Sørensen, cheføkonom hos erhvervsorganisationen Dansk Industri:
»Storbritannien er et utrolig vigtigt marked for danske virksomheder. Vi har dog mødt noget modgang på det britiske marked. Eksporten til Storbritannien er ikke lige så stor som for tre til fem år siden«, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.
I Danmark tog inflationen et ordentligt dyk fra 7,6 procent til 6,7 procent fra februar til marts.
ritzau
fortsæt med at læse



























