Nordeas renteindtægter steg 36 procent i tredje kvartal sammenlignet med samme periode i 2022, viser regnskab.

Nordea har tjent 10 milliarder i tredje kvartal

Foto: Philip Davali/Philip Davali
Foto: Philip Davali/Philip Davali
Lyt til artiklen

Renteindtægterne i Nordea er steget markant på det seneste, og det samme er bankens indtjening.

Det viser bankens regnskab for tredje kvartal, der er offentliggjort torsdag.

Heraf fremgår det, at Nordea har haft et nettooverskud på 1345 millioner euro, svarende til ti milliarder kroner.

Det er lidt mere end 34 procent mere end samme periode året før.

Nordea nyder lige som mange andre banker godt af, at udlånsrenterne er steget kraftigt hen over det seneste år, mens indlånsrenterne ikke er fulgt med i samme tempo.

Derfor er den såkaldte rentemarginal - som er forskellen mellem indlåns- og udlånsrenten - steget, og det kan ses i regnskabet.

Renteindtægterne i løbet af tredje kvartal løber op i over 14 milliarder kroner, hvilket er 36 procent mere end tredje kvartal i 2022.

Omkostningerne steg en smule til 1194 millioner euro, mens nedskrivningerne holdt sig på et begrænset niveau og blot udgjorde 33 millioner euro.

De flotte regnskabstal får dog ikke Nordeas ledelse til at hæve forventningerne til regnskabsåret som helhed.

Banken forventer fortsat en egenkapitalforrentning, der ligger ’komfortabelt over 15 procent’.

Sidste år lå egenkapitalforretningen på 14 procent, og i årets første ni måneder har den ligget på 17 procent.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her