Den seneste tids lønstigninger er de højeste i mange år, og det er fortsat med til at presse inflationen op.
Sådan lyder vurderingen i en ny prognose fra Nationalbanken.
»Der er fortsat et vist inflationspres fra højere lønninger. Det gælder især inden for brancher, der leverer service, fordi det kræver relativt meget arbejdskraft«, siger nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen i en pressemeddelelse.
Nationalbanken forventer, at inflationspresset fra højere lønninger vil fortsætte de kommende år.
Den understreger dog, at inflationen er på rette kurs. I 2024 forventes det, at inflationen lander på 2,2 procent, lyder det.
I 2025 forventer Nationalbanken, at inflationen vil stige til 2,6 procent for derefter at falde til 1,7 procent året efter.
Mens inflationen ventes at stige næste år, forventer Nationalbanken, at beskæftigelsen vil falde en smule.
Cheføkonom: En blød landing
Nationalbankens prognose tegner dermed et billede af en økonomi, der har det rimeligt god, vurderer Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.
»Der er lidt stigende arbejdsløshed og lidt for høj inflation, men det er en økonomi, der fortsætter med at lande blødt oven på den høje inflation og overophedning, og den vurdering er vi grundlæggende enige i«, siger Las Olsen i en kommentar.
Han peger på, at forventningen om en vækst på 2,4 procent i år i høj grad er på grund af Novo Nordisks fortsatte vækst, også selv om banken ikke direkte nævner Novo.
»Det giver god mening, men prognosen ser ud til at indebære, at den del af væksten går mere eller mindre i stå i de kommende år, så væksten falder til 1,4 procent i 2025. Det virker lidt pessimistisk«, siger Las Olsen.
Når Nationalbanken forventer relativt høj inflation, er der behov for fortsat høje renter, påpeger han:
»Selv om der givetvis er mindre rentenedsættelser på vej, vil niveauet stadig være højt nok til, at det dæmper økonomien. Det er ikke sådan, at inflationspresset er markant højere i Danmark end i euroområdet, som de danske renter i praksis er sat efter, så der er heller ikke brug for en særlig dansk stramning mener Nationalbanken, og det er vi enige i«.
Højere huspriser på vej
Nationalbankens forventer, at huspriserne i år vil stige med 3,7 procent, og det er en opjustering i forhold til seneste prognose fra september, hvor forventningen lød på beskedne 0,7 procents prisstigning. Forventningen til stigningen i huspriserne i 2025 er omvendt justeret en anelse ned fra 2,1 procent til 1,6 procent.
Det er en udlægning, som privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank overordnet er enig i.
»Boligmarkedet har lagt nedturen fra slutningen af 2022 bag sig, og som 2023 skred frem, pegede priserne igen op, og der kom gradvist flere bolighandler. Den udvikling ser vi og Nationalbanken fortsætter i 2024«, siger han i en kommentar.
Han peger på, at både huse og lejligheder steg i pris gennem 2023 til trods for stigende renter i særligt andet halvår af 2022.
»Siden er der faldet mere ro over renterne, mens inflationen igen er tilbage i vanligt territorie og beskæftigelsen i øvrigt er rekordhøj. Det har alt sammen spædet til fornyet fremgang på boligmarkedet«, siger Brian Friis Helmer.
fortsæt med at læse




























