Farten på det københavnske boligmarked er faldet markant den seneste tid, hvor priserne er stagneret og udbuddet af ejerlejligheder vokset.
Ved indgangen til september var der 1955 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune. Det viser en opgørelse fra Boligsiden, der er udkommet torsdag morgen.
Det er en stigning på 11,7 procent alene den seneste måned.
»Vi har ikke tidligere set en så stor stigning i udbuddet på denne tid af året i København, og det sker, som en konsekvens af at der ikke er helt så meget fart på handlerne som tidligere«, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom hos Boligsiden.
»For blot et halvt år siden var udbuddet af lejligheder i København rekordlavt, men siden januar er det fordoblet, og alene på det halve år er der kommet knap 1000 ekstra lejligheder til salg.
Udviklingen i og omkring hovedstadskommunen gør sig også gældende for huse - dog i et lavere tempo. I hele Region Hovedstaden er udbuddet af villaer og rækkehuse vokset med to procent den seneste måned.
Regionen skiller sig ud fra resten af landet, både når det gælder lejligheder og huse.
For begge boligtyper er udbuddet faldet i de fire øvrige regioner den seneste måned og sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
»Det betyder større konkurrence for køberne og færre valgmuligheder. Derfor gælder det om at være godt forberedt og have sine prioriteringer klar, så du er klar til at handle, når det rette hus kommer til salg«, siger Birgit Daetz.
Ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos AL Sydbank, er de færre til salgskilte, en pæn fremgang i indkomst og et stærkt arbejdsmarked med til at drive priserne op flere steder.
»Vi forventer, at der fortsat vil være prisstigninger på menuen for huse, når vi spejder ud i horisonten, men også, at tempoet så småt vil begynde at løje af«, skriver han i en kommentar.
ritzau
fortsæt med at læse