Sommerhussælgere har råd til at vente

Lyt til artiklen

Påskefridagene plejer at indvarsle sæsonen for dem, der drømmer om at få eget sortmalet sommerhus.

I år er der endda rekordmange huse at kigge på og vælge mellem ude i sommerhusområderne, nemlig cirka 8.000. Men hvor et helt almindeligt sommerhus for fem år siden kunne erhverves for 750.000 kroner, koster det nu i gennemsnit 1,5 millioner kroner. Prisen er en af forklaringerne på, at fritidshusene hober sig op. Og forventningerne til forårets salg af fritidshuse er ikke voldsom blandt mæglerne. »Det bliver nok næppe noget jubelår«, konstaterer Jan Nordmann, der er kommunikationschef i mæglerkæden EDC. En hel del af de 8.000 sommerhuse med ’til salg’-skilt er nemlig reelt ikke til salg. I hvert fald ikke til den pris, som køberne vil betale. Og det sætter en prop i handlen. »Priserne bliver ikke reguleret ned. Der er mange sælgere, der vil have den pris, de kunne få for to eller tre år siden. Ellers beholder de bare huset«, siger Jan Nordmann. Samme oplevelse har mæglerne hos Home. »Sælgerne er meget tålmodige. De har ikke behov for at sælge. Har de haft sommerhuset i nogle år, er det steget i værdi, og måske har de samtidig betalt lånet ned«, påpeger Niels H. Carstensen, der er talsmand hos Home. Heller ikke sommerhusejere med økonomiske problemer behøver at gå ned i pris. »Hvis man er presset, kan man bare leje ud i stedet for at sælge. Der er en skrigende efterspørgsel på sommerhuse til leje, både fra danskere og udlændinge«, siger han. Smertegrænsen er 1,5 million En tredje stor mæglerkæde, Nybolig, har spurgt potentielle sommerhuskøbere, hvor deres smertegrænse for prisen går. Seks ud af ti vil købe i intervallet mellem 750.000 og 1,75 millioner kroner. For den pris får man ikke meget sommerhus i de mest populære områder i Nordsjælland eller langs den jyske vestkyst. Men så må man brede søgningen ud, mener Niels H. Carstensen fra Home. »Hvis du kan leve uden den brand-værdi , der er ved et sommerhus i Hornbæk, så er der altså store, flotte huse at få til under en million. De ligger bare ved Isefjorden eller Limfjorden i stedet«, siger han. Test sælgeren Alternativet er at undersøge, om sælgeren – trods en høj udbudspris – er til at handle med. »Hvis du synes, huset er for dyrt, så vær offensiv. Gå ind på nettet og se billeder og giv en indikation af, hvad du synes er den rigtige pris. Hvis sælger godt vil gå med til at slå 5-10 procent af, kan du tage ud at kigge på huset«, foreslår Niels H. Carstensen. Nybolig kan konstatere, at de huse, kæden har solgt i januar og februar i år, gennemsnitligt er handlet til et par procent mindre end i samme måneder af 2007. »Der er forskelle fra område til område, ligesom husenes kvalitet og beliggenhed har betydning for, hvad der kan sælges og til hvilken pris. Men vi forventer ikke, at priserne vil stige«, siger kædens kommunikationschef Eva Nørgaard Petersen. Hos Home lyder spådommen, at sommerhuspriserne generelt kan dykke med 5 til 10 procent i år. Det svarer i store træk til det nedslag, som køberne kan gøre sig håb om at få, hvis de slår til nu, mener Homes kommunikationschef. Mindst optimistisk på sommerhusdrømmernes vegne er EDC. »Der sker ikke noget med priserne foreløbig. Nu vil sælgerne lige se, hvordan det går hen over foråret. I sensommeren er der nok nogle, der er klar til at justere prisen. Og hvis huset ligger over en vinter mere, er der flere, der bliver bløde i knæene«, siger Jan Nordmann.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her