Det er frygten for at komme til at sidde med to huslejer, der får folk til at tøve med at købe en ny bolig, før den gamle er solgt.
Det mener i hvert fald mæglerkæden EDC. Derfor vil kæden nu sælge sine egne boligsælgere - der allerede har købt noget andet - en forsikring mod netop dobbelt husleje.
Dækker ikke afdrag
Forsikringen dækker blandt andet ejendomsskatter og renteudgifter på lånet i den gamle bolig, men ikke afdragene på lånet. Dækningen kan være enten op til 10.000 eller op til 15.000 kroner månedligt, og den kan løbe i enten seks eller ni måneder.
Prisen er 6.900 kroner for en villa, hvis man vælger dækning op til 10.000 kroner i seks måneder.




























