Trods kraftig opbremsning på boligmarkedet og en stigende rente vælger stadig flere boligejere at se stort på rådet om at sælge den gamle bolig, før man køber en ny.
En opgørelse udført af EDC-kæden viser, at op mod 6.000 boligejere sidder med to huslejer, fordi de har købt en ny bolig uden at få den gamle solgt, skriver Ritzau. En tilsvarende undersøgelse for knap to år siden viste, at 4.000 boligejere sad med dobbelt husleje.
Købere trodser advarsler
Cheføkonom i BRF Kredit Ulrikke Ekelund kalder det overraskende, at der er stadig flere, som trodser advarslerne og kommer til at sidde med to huslejer.
»Det er interessant, fordi der er en udpræget pessimisme på markedet. Og køber folk deres anden bolig, gør de det forhåbentligt, fordi de har en økonomi, som kan holde til det«, siger Ulrikke Ekelund, der understreger, at BRF Kredit ikke selv har tal på omfanget.




























